En række konkrete omstændigheder presser tilsammen markedet helt i bund. Se her, hvor kæden er hoppet af.
En hel stribe omstændigheder oven i hinanden har fået salget af pc'er til at styrtdykke.
Det samlede globale salg af pc'er er faldet med hele 13,9 procent i årets første kvartal i forhold til det tilsvarende kvartal i fjor.
I alt blev der i årets først kvartal solgt 76,3 millioner solgte enheder, viser tal fra analysehuset IDC.
En giftpille
Årsagen i det bratte fald i pc-salget skal findes i en række årsager, der tilsammen udgør en giftpille for pc-branchen,
IDC peger på, at pc-industrien står ved en skillevej, hvor forbrugerne for alvor rykker mod andre devices - smartphones, tablet-computere og lignende.
Det betyder, at der bliver stillet spørgsmål ved, om pc'en overhovedet har nogen fremtid.
Hertil kommer en vis ustabilitet blandt pc-producenterne, hvor prisstigninger og underleverandør-problemer har været med til at skubbe salget nedad, lyder det fra IDC-analytiker David Daoud.
Bærbare hårdest ramt
Værst ser det ud for salget af bærbare computere. IDC mener, at det skyldes, at mange mulige købere af en bærbar computer i stedet vælger at købe en tablet-computer.
David Daoud peger på, at verdens største pc-producent, HP, er i gang med en lang og tung omstrukturering, mens Dell er i gang med at lægge forretningen om til at blive mere service-orienteret.
I alt har det ført til en opbremsning i innovationen, der blot forværres af, at pc-producenterne har svært ved at skaffe de nødvendige komponenter, som ellers kan være med til at tiltrække nye kunder - eksempelvis touchskærme.
Også Windows 8 bærer en del af ansvaret.
Ifølge IDC har Microsofts nye styresystem slet ikke vundet gehør, og mange forbrugere ser ikke som forventet Windows 8 som et incitament til at anskaffe sig en ny computer.
Det samme gælder virksomhederne, hvor CIO'erne i stor stil foretrækker at beholde Windows 7 fremfor at udskifte maskinparken til pc'er med Windows 8.
Mange brugere med desktop-computere har bøvl med det touch-baserede interface i Windows 8, lyder det fra IDC, der også peger på, at touch-baserede computere er dyre.
Langt størstedelen af de solgte pc'er i kvartalet har været uden touch.
IDC forventer, at faldet i salget af pc'er vil fortsætte.
Det blev i hele 2012 i alt solgt 314 millioner pc'er. Analyshuset Gartner forventer, at dette tal vil falde til i alt 315 millioner i hele 2013 og 302 millioner i 2014.
Så hårdt har nedgangen ramt de fem største pc-leverandører
Så mange pc'er har de solgt i første kvartal:
1) Hewlett-Packard: 12 millioner solgte enheder (nedgang på 23,7 procent).
2) Lenovo: 11,7 millioner solgte enheder (samme niveau som et år tidligere).
3) Dell: ni millioner solgte enheder (nedgang på 10,9 procent).
4) Acer: 6,15 millioner solgte enheder (nedgang på 31,3 procent).
5) Asustek: 4,36 millioner solgte enheder (nedgang på 19,2 procent)