For nyligt lagde Apple-chef Tim Cook sig fladt ned for de kinesiske Apple-kunder og undskyldte for, at selskabet blev opfattet som arrogant på grund af sin reparationspolitik.
i
Undskyldningen kom efter et vedvarende pres fra statslige medier, som anklagede æbleselskabet for at være grådig og spille med musklerne, når det kom til reparationer og garantier.
Nu lyder der også kritik fra den danske andedam mod det mægtige it-selskab.
"Apple er ikke kun arrogant overfor kineserne, men generelt overfor sine kunder. Serviceprisen og reparationstiden står jo slet ikke mål med tiden og prisen hos uautoriserede iPhone-reparatører," tordner iPhone-reparatør Jones Rasoulinia fra ét af tre uautoriserede iPhone-værksteder i Danmark med navnet iCovers.dk.
Vil sælge mere
Hans kritik møder opbakning fra blandt andre iRepair, der ligeledes er en uautoriseret Apple-reparatør, som dog ikke nødvendigvis klager over situationen.
"Det er jo vores store fordel, at vi kan reparere folks iPhones meget hurtigere og billigere end Apple, for det giver os kunder i butikken," siger den daglige leder af iRepair-butikken, Christian Storm, til Computerworld.
Jones Rasoulinia fra iCovers.dk ser dog derimod ikke entydigt situationen som en fordel.
"Hvorfor skal det tage to uger at reparere en defekt knap hos Apple, når vi kan gøre det på under en time og desuden til en tredjedel af prisen? Er det god kundeservice, når man i forvejen har købt en af de dyreste smartphones på markedet?" spørger han retorisk i en meddelelse til Computerworld og kommer selv med svaret:
"Det er en bevidst strategi fra Apples side, for at de kan sælge en ny telefon til kunderne til en pris, der godt nok ligger under den officielle salgspris i butikkerne, men som er langt højere end det, det koster at reparere skaden," spekulerer Jones Rasoulinia.
Nej til 14 dages ventetid
Den kommunalt ansatte Christina Poulsen fra Fyn har oplevet, at der var bøvl med hendes iPhone 4, som derfor skulle sendes til reparation.
Mere konkret var glasset smadret, der var dårlig lyd i højtalerne og Home-knappen fungerede ikke optimalt.
Hun havde ikke nogen forsikring og kontaktede Apple for at høre, hvor meget det ville koste, og hvor lang tid det ville tage at få repareret telefonen.
"De fortalte mig, at det ville tage 14 dage og gav mig en pris, der var alt for høj i forhold til, hvad jeg var villig til at betale. Jeg vurderede, at jeg ikke kunne leve uden min telefon i 14 dage, da det jo også er min lommecomputer," forklarer hun til Computerworld.
Så hurtigt gik reparationen hos uautoriseret iPhone-fikser
Hun var desuden betænkelig ved at sende sin telefon væk i 14 dage uden at vide, om nogen ville kigge på hendes private data på telefonen.
Christina Poulsen kiggede derfor efter en uatoriseret reparatør, hvor kunden dog mister sin Apple-garanti, når denne uautoriserede reparatør åbner for iPhone-telefonen.
Her blev telefonen fikset på tre kvarter til en pris, der ifølge Christina Poulsen lå langt under Apples priser.
"Jeg synes, det er helt okay med høje priser, når de sælger et helt specielt produkt, men selskabet bør have reparationsservice i deres forretninger, så man kan konkurrere på nogenlunde samme tid og pris som de andre reparatører," siger og fortsætter:
"Jeg tør da slet ikke tænke på, hvor meget det vil koste at få repareret min iPhone 5 hos Apple," siger Christina Poulsen, som i alt har tre iPhone-telefoner og en enkelt iPad fra Apple.
Ligeglade med originaldele
Jones Rasoulinia fra iCover fremhæver, at Apple sikkert vil undskylde sine høje priser og lange reparationstider med, at selskabet er det eneste, der bruger originale reserverdele.
"Men det er ikke en undskyldning for hverken deres prisniveau eller reparationstid," skriver han i en meddelelse til Computerworld.
Han erkender dog, at iCovers.dk ikke selv bruger originaldele, men benytter såkaldte Grade A-reservedele.
"Vores erfaring er, at kunderne i bund og grund er ligeglade, så længe vi bruger de bedste reservedele på markedet, og hvis de kan få reparerede telefoner tilbage med det samme til en lav pris," siger Jones Rasoulinia.
Spekulation i ødelæggelser?
Samtidig spekulerer han i en anden tendens, som han har set i løbet af sine år som reparatør.
"Påfaldende mange iPhones 4 og 4S går i stykker lige efter de to år, som garantien dækker. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om Apple producerer telefonerne, så de kun lige holder gennem garantiperioden. For mig at se bunder det i grådighed og manglende respekt for kunderne," lyder svadaen.
"Apple er blevet super populære, fordi de laver nogle lækre produkter, men de skal passe på med deres attitude, hvis de vil blive ved med at have loyale kunder," slutter Jones Rasoulinia sit angreb mod Apple.
Computerworld har forsøgt at få fat i Apple, så selskabet kan svare på kritikken, men indtil videre har det ikke kunnet lade sig gøre.