Artikel top billede

Medie: Derfor er Microsoft på vej ind i en dyb krise

Er Microsoft virkelig en konge i fald, der inden for ganske få år vil fyre halvdelen af medarbejderne? Det mener et velanset amerikansk medie, der har analyseret it-gigantens dystre fremtidsudsigter.

It-selskabet Microsoft har ikke et problem. Selskabet har rigtig mange problemer.

Det mener det amerikanske business-magasin Forbes i hvert fald, efter mediet har kastet sig ud i en analyse af de mange udfordringer hos Microsoft, der har en omsætning på godt 400 milliarder kroner og aktiver på knap 700 milliarder kroner. 

Mister pc'er og mobiler

Først og fremmest peger Forbes på, at Microsoft er ved at blive hægtet godt og grundigt af i kampen om de mobile enheder for altid. Den udvikling har lanceringen af tablet-pc'en Surface ikke ændret noget ved.

Ifølge en analyse fra Businessinsider af folks første tweet juleaften sælger Apples iPad omkring 50 gange så meget som Microsofts Surface. 

Samtidig er Microsoft udfordret af et faldende pc-salg, mens Forbes fremhæver, at selskabets nyeste styresystem har fået en blandet modtagelse med den overordnede konklusion fra kundesiden, at man ikke behøver at opgradere til Windows 8.

Windows XP har således i dag langt flere brugere på verdensmarkedet, end der er på Windows 8, og det gælder sågar også det udskældte styresystem Windows Vista. 

Her kan det tilføjes, at Windows 8 i Danmark har en markedsandel på under én procent ifølge de seneste FDIM-tal fra november, hvor Windows 8 var spritnyt.

Til sammenligning lå Windows 7 i november på halvdelen af alle danske computere, der har besøgt internettet. Windows XP bliver kørt på syv procent af danske pc'er, mens Vista har en markedsandel på knap 10 procent. 

En kæmpe i fald

I et mere overordnet perspektiv fremdrager Forbes en analyse fra Businessinsider af forskellige it-selskabers indflydelse på salget af computerenheder, der kan gå på internettet.

Her har Microsoft problemer

Her er Microsoft gået fra at have indflydelse på 95 procent af salget af internetforbundne enheder i 2004 til i dag at være nede på 20 procent, mens andre spillere som især Apple og Google ikke bare har indhentet, men også overhalet Microsoft på det marked.

Samtidig fremhæver Forbes, at det er produkter som Windows, Office-pakken og business-software, der er de store pengekøer for Microsoft, der hiver 75 procent af sin indtjening hjem på de markeder.

Mindre end 25 procent af profitten kommer fra servermarkedet- og andre tunge værktøjskasser.

Og da hverken analytikerne fra Gartner eller IDC forventer, at pc-salget vil stige igen, og selskabet kun har en marginal markedsandel på mobilmarkedet, ser fremtiden således svær ud for Microsoft ifølge Forbes.

Den værste direktør i 2012

Magasinet udpeger administrerende direktør Steve Ballmer som den helt store syndebuk, efter det kårede Microsoft-bossen til årets værste administrerende direktør i 2012

Vanæren skyldes ifølge Forbes, at Steve Ballmer siden sin overtagelse af selskabet har formået at styre Microsoft uden om store megatrends.

Det gælder eksempelvis musiksalg, mobile enheder og tablet-pc'er, selvom lanceringen af Windows 8 og Surface ellers nok må siges at være forsøg på at slå tilbage på de "nye" markeder i eksplosiv vækst.

Samtidig fremhæves det, at Microsoft-aktien var på sit højeste med 60 dollar per aktie i 2000, hvor Steve Ballmer lige havde overtaget tøjret efter Microsoft-stifter og it-legenden Bill Gates.

I dag ligger aktiekursen under 30 dollar per aktie.

Mister halvdelen af medarbejderne

Samtidigt drister Forbes sig til at udpege flere forskellige fremtidsscenarier for Microsoft.

Her er Microsofts mulige fremtid

Spådommene indebærer blandt andet et fortsat og sløret fokus på at vinde de for altid tabte markedsandele tilbage på mobilfronten, et medarbejdertab på 50 til 60 procent inden for tre år og lukning af selskabets online-division.

"Microsoft bliver ikke længere set som en leder. I stedet tabet selskabet hurtigt markedsrelevans, mens folk kigger mod Apple, Google, Amazon, Samsung, Facebook og andre virksomheder for lederskab," lyder konklusionen hos Forbes, som fortsætter:

"Det nedadgående salg og mangel på kundeinteresse kan føre til et frit fald hos Microsoft i stil med, hvad der skete med RIM (Research In Motion, skaberen af Blackberry, red.) Penge vil blive brændt i kampen for at redde, hvad Microsoft selv ser som sin kerneforretning," skriver Forbes.

Måske ikke så galt endda

Puha.

Lidt af et dystopisk fremtidsperspektiv for en it-gigant, som de fleste mennesker med en computer på et tidspunkt har inviteret helt ind i dagligstuen.

Og måske ser det heller ikke så skidt ud for Microsoft endda.

For mens fyringsrygter af Steve Ballmer har sviret i luften flere gange - senest ved et eventuelt flop af Windows Phone 8 - kan Computerworld konstatere, at Microsoft-chefen og hans knap 100.000 medarbejdere har formået at skabe en næsten konstant vækst i 10 år på trods af finanskrise og nye teknologi-trends.

"Microsoft vokser. Microsoft tjener penge. Microsoft er et sundt selskab, der stadig fornyer sig teknologisk og forretningsmæssigt år for år," lyder en af konklusionerne i Computerworlds analyse.

Hvad mener du?




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere