Den amerikanske it-gigant CSC er ikke med ved forhandlingsbordet til næste år, når Region Hovedstaden og Region Sjælland skal finde den endelige leverandør til sin kommende sundhedsplatform.
For CSC røg sammen med CompuGroup og Chipsoft i svinget i prækvalifikationen til de to regioners fælles sundhedsplatform, som forventes at have en værdi af en lille milliard kroner.
"Vi har kigget på store, lignende systemer, der beviseligt kører andre steder. Så selvom CSC var egnet bedømt på funktionaliteten og organisatorisk med hensyn til at forestå implementeringen, var selskabets referencer på lignede kørende systemer mindre og mindre dækkende end de prækvalificerede leverandørers referencer."
Det forklarer sektionsleder fra Region Hovedstadens IMT (It, Medico og Telefoni), Claus Balslev, der sidder som programchef for sundhedsplatformen.
Han nævner, at Compugroup blev siet fra af samme årsag, mens Chipsoft er blevet fravalgt på grund af juridiske teknikaliteter i sit udbudsmateriale.
I dag har CSC store sundhedssystemer kørende i blandt andet USA og England, men ingen af disse systemer egnede sig åbenbart som referencer for de to regioners kommende sundhedsplatform.
Disse fem kæmper om milliard-ordre
Som Computerworld tidligere har skrevet, er der nu fem leverandører tilbage i spillet om den store kontrakt, hvor Region H formentlig skyder et sted mellem 600 millioner og 700 millioner kroner i projektet.
Samtidig forventes det, at Region Sjælland spæder til med omkring 242 millioner kroner over en treårig periode, som det tager at gøre systemet helt færdigt.
Det drejer sig om IBM, der står sammen med underleverandøren Systematic, som har leveret et tilsvarende system til Region Midtjylland.
Dernæst er det Siemens Healthcare, som er gået sammen med underleverandørerne KMD og Atos om at få fingrene i kontrakten.
Også Epic er sammen sin underleverandør NNIT med i kampen, hvilket også er tilfældet med Cerner Ireland og underleverandøren Logica samt Cambio Healthcare Systems, som stiller op med Netcompany som sin underleverandør.
Det forventes, at kontraktunderskrivelsen sker til næste år, hvorefter hele systemet er planlagt til at stå helt færdigt i 2016 som afløser til en hel række af kliniske systemer, som regionerne opererer med i dag.