Læs også:
Microsoft løfter lidt af sløret for fremtidens Sharepoint
Las Vegas: Microsoft-folket er samlet i tusindevis i spillebyen Las Vegas for at sætte fokus på den nye version af SharePoint 2013.
Nyhederne i samarbejdsværktøjet handler om kommunikation i virksomheden og de spin off-effekter, i form af strukturering af data til analyser og beslutningsprocesser, det medfører.
Samtidig er cloud og den mobileplatform også fikspunkter for SharePoint 2013.
Yammer til alle
Microsoft købte i sommer den sociale tjeneste Yammer for cirka seks milliarder kroner, og det nye opkøb har dannet grobund for en af de mest interessante nyheder i SharePoint.
Interaktionen mellem firmaets dokumenter og brugerne i en Facebook-lignende brugergrænseflade er blevet standard i versionen.
Man kan sende dokumenter, videoer, eller hvad man nu går og sysler med til hinanden indenfor firmaets rammer, fordi Yammer er dybt integreret med Microsofts kontorprogrammer.
Den integration åbner ligeledes for, at firmaets data kan anvendes til BI-lignende operationer.
Yammer skal med andre ord åbne for kommunikationen i virksomheden.
Kodegiganten fra Redmond arbejder ligeledes med at bygge Skype ind i det setup, men det kommer vi til at vente lidt med at se i praksis.
Brugerforbedringer
Dokumenthåndtering er naturligvis et omdrejningspunkt i et samarbejdsværktøj, og den er blandt andet blevet fintunet til, at relevante dokumenter automatisk tilknyttes brugeren, søgning i indholdet er blevet skarpere, og så kan man trække-og-slippe dokumenter til SharePoint.
Brugerfladen har også fået en ansigtsløftning, og det er eksempelvis blevet nemmere at tilpasse en personlig side i programmet.
Derudover er all my work in one place-funktionen også blevet poleret til at give et klarere overblik.
Søgemotoren har fået tilført en turbo, og den kan nu indeksere dybe links ind i eksempelvis PowerPoint, så man bliver præsenteret for netop den slide, som søgeordet indeholder.
Web og mobilos
I den nye version har Microsoft sendt SharePoint Designer på pension og åbnet for, at man kan skabe websider i andre og mere populære programmer, som eksempelvis Adobes Dreamweaver.
Integrationen til eksempelvis Exchange er ligeledes blevet mere flydende i web-arbejdet.
Som i alle andre firmaer er mobile enheder et buzz-ord hos Microsoft.
Og du kan blandt andet forvente SharePoint-relaterede apps til en stribe funktioner i de kommende måneder.
Læs også:
Microsoft løfter lidt af sløret for fremtidens Sharepoint