Telemedicin er flere gange blevet udnævnt til at være den helt store, digitale frelser for det danske sundhedssystem, der årligt operer med et budget på 137 milliarder kroner.
Dokumenterede effekter på minimering af sengedage og genindlæggelser bliver fremhævet sammen med milliardbesparelser på stribe, som telemedicinens helt store gevinster.
Telemedicin med at behandle folk i deres egne hjem via videoskærme og elektroniske overførsler af patienternes sundhedsdata som blodtryk og vægt over internettet har for alvor været på den sundheds-it-politiske dagsorden siden 1996.
Her satte Teknologirådet fokus på telemedicin med projektet "Telemedicin - nye muligheder for sundhedssektoren?".
16 år efter det projekts fødsel står vi nu på tærsklen til at se den allerførste nationale telemedicinske udrulning med et sårbehandlingsprojekt, hvor hjemmesygeplejersker skal tilse patienter med et kamera, tage billeder af patienternes sårdannelser og sende billederne til gennemsyn hos læger.
Her forventes den samlede gevinst i 2015 at ligge på knap 300 millioner kroner over .
Mange blomster på kompostbunken
Udover projektet med sårbehandling har telemedicinen i Danmark været historien om de 1.000 blomster, der er blomstret op på må og få i kommuner og regioner uden den helt store gartner til at binde de mange velmenende projekter sammen til en strategisk buket.
Samlingen af de mange telemedicinske projekter, som ingen reelt har det fulde overblik over, kunne ellers have spredt en tiltrængt duft af både besparelser og bedre patientbehandling over det ganske land.
Men hvad er der gået galt, siden de fleste telemedicinske blomster tilsyneladende er smidt på kompostbunken frem for at pynte i hele It-Danmark?
Umiddelbart et simpelt spørgsmål, der har en række vidt forskellige svar af både teknisk og organisatorisk karakter.
For dårligt internet
En af de faste myter angående telemedicinen er, at Danmark for længst har sikret sin digitale infrastruktur med bredbåndsudrulninger til lands, til vands og i luften.
En spritny undersøgelse fra Aalborg Universitets Center for Netværksplanlægning viser dog, at 10.000 ud af landets 15.000 sundhedshuse og -klinikker vil have mindre end 40 procents sandsynlighed for at få en bredbåndsforbindelse, der kan levere tilfredsstillende konsultationer via computerskærmen.
Her skal det tilføjes, at en tilfredsstillende videokonsultation er anset som værende video i HD-kvalitet med upload- og downloadhastigheder på fem megabit per sekund.
På et hospital vil det formodes, at der holdes gang i flere video-konsultationer på én gang, hvilket alt andet lige hæver kravene til upload-båndbredde, hvis man da ikke vælger at slække på video-kvaliteten.
Kan blive det store EPJ-helvede
Flere undersøgelser med telemedicin har dog vist, at brugerne hurtigt mister tilliden til teknikken og dermed behandlingen, hvis de får serveret en sundheds-autoritet i dårlig opløsning, der hakker og fryser på skærmen.
Hvis patienterne mister tilliden til telemedicinen og på behandlingsmetoden i en periode med sygdom inde på livet, kan det tage rigtig, rigtig lang tid at opbygge den igen.
Vild fibersatsning Down Under
I den sammenhæng er det måske værd at notere sig, at Australiens pendant til Folketinget har givet grønt lys og en pengepose på svimlende 166 milliarder kroner til et kæmpe offentligt fiberprojekt, der skal rulles ud til slutbrugerne i verdensdelen Down Under i de næste 10 år.
Regnestykket i landets største infrastrukturprojekt nogensinde er, at når 93 procent af australierne og forretningerne i mere end 1.000 byer får adgang til lynhurtigt internet, så vil projektet generere en årlig ekstra-omsætning på omkring 35 milliarder kroner i 2021 i Australien, der har godt 20 millioner indbyggere på et areal, som er knap 200 gange så stort som Danmark.
Herhjemme har de frie markedskræfter indtil videre fyret et tocifret milliardbeløb af på en bredbåndsdækning i luften og i jorden, hvilket åbenbart ikke har vist sig stærk nok til, at hovedparten af indbyggerne kan føre tilfredsstillende videosamtaler med lægen.
Den store business case for at dække hele Danmark med fiber er vist aldrig blevet udregnet, selvom politikere herhjemme og i EU-regi flere gange har løftet tankerne om statsstøttet bredbåndsudrulning.
Fare for ny EPJ-udvikling
En anden teknisk pudseløjerlighed omkring den danske telemedicinske satsning er, at der ikke findes nogen standarder på det telemedicinske område.
Det vil sige, at når vi lader de 1.000 blomster blomstre i telemedicinske forsøg, så benytter alle aktører et ukendt antal af forskellige teknologier, som næppe kan udveksle data problemfrit med hinanden.
Dermed forpasser vi chancen for at udveksle data på tværs af kommune- og regionsgrænser, og der vil på den måde aldrig komme en national koordinering af telemedicinen i Danmark.
Vi har jo solid erfaring med manglende standarder i andre kæmpe it-udrulningsprojekter i den offentlige sektors sundhedssystemer, hvor EPJ-miseren (Elektroniske Patientjournaler) vel stadig kan få det til at løbe koldt nedad ryggen på de fleste.
I lighed med EPJ-udrulningen påbegyndte også forsøgene med telemedicin i midten af 1990'erne, efter adskillige EPJ-systemer blev bygget af ildsjæle og sidenhen udrullet i amterne.
Mange offentlige spillere på banen
Nu har regionerne fået bugt med de mange knopskud og samlet hele baduljen til ét stort EPJ-system, der er lovet færdigt i 2013.
Den deadline må i bedste fald siges at være total jubeloptimistisk at håbe på at nå for landets flere hundredetusinde kronisk syge, der må formodes at være blandt målgruppen ved en national udrulning af telemedicinsk behandling.
Fanget i offentlig kultur
Teknologiske afsæt i for langsomt bredbånd og kliniske applikationer uden fælles standarder er ifølge folk tæt på den telemedicinske udvikling dog langtfra den største hurdle til at få telemedicinske løsninger til at fungere.
Faktisk fremhæver de, at teknikken står for 20 procent af udfordringerne, mens 80 procent udgøres af kulturelle modstande i sundhedssektoren og i patientbehandlingen.
Vi tager den lige igen:
80 procent af problemerne med at få velfungerende telemedicinske løsninger ligger i, at telemedicinen bryder med de traditionelle arbejdsgange og indfører alternativ patientbehandling, hvilket kræver et hidtil uset samarbejde for embedsmænd og sundhedsfagligt personale i regioner og kommuner.
Alt håb er dog ikke forsvundet, når man eksempelvis ser på Region Nordjyllands TeleKAT-projekt, hvor regionen har formået at samarbejde med alle 11 kommuner og praktiserende læger om løsningen beregnet til at monitorere patienter med rygerlunge hjemme i patientens egen stue.
Også et forprojekt omkring 15 forskellige telemedicinske projekter i Region Sjælland har fået opbakning fra alle regionens 17 kommuner, der vil arbejde på tværs af sektorskel.
Region Midt og Region Hovedstaden er desuden gået sammen om landets største telemedicinske projekt, hvor 2.000 patienter inden for forskellige grupper som KOL (rygerlunger), diabetes, inflammatoriske tarmsygdomme og gravide med og uden komplikationer vil blive tilset af sygepersonale via kamera og skærm derhjemme
Forskellige steder i regionerne og kommunerne har man åbenbart indset, at alle it-projekter i al sin enkelthed er forandringsprojekter, der...ja, forandrer hverdagen for de involverede parter.
Og så har de nok også tænkt, at danskerne i øvrigt er fløjtende ligeglade med, om det er regionen, kommunen eller staten, der helbreder dem via skattebilletten. Bare man kan blive helbredt.
Business casen skal være på plads
En ting, som ingen kan være ligeglade med i den økonomisk spændte situation, er, om de telemedicinske projekter har en solid business case at læne sig opad.
For uden beviselige besparelser, så har projekterne ingen chance for at overleve hos Fonden for Velfærdsteknologi (tidligere ABT-Fonden) under Finansministeriet, der i perioden 2009 til 2015 har tre milliarder kroner at gøre godt med.
De tre milliarder kroner er dog godt i gang med at blive spist af omkring 70 afsluttede eller igangværende projekter samt en stor it-satsning i folkeskolen.
Vil du leve længere?
Center for Digital Forvaltning (CEDI) har for nylig i en undersøgelse udført for fiber-selskabernes interesseorganisation, Dansk Energi, påvist et telemedicinsk besparelsespotentiale i størrelsesordenen en kvart milliard kroner i land- og yderområderne - også kendt som Udkantsdanmark.
46 ud af landet 98 kommuner er reelt en land- eller yderkommune, og her bor der cirka to millioner danskere, hvor der også er relativt flere kronisk syge og ældre end i resten af landet.
Den kvarte besparelsesmilliard er kommet frem ved, at CEDI har regnet på, hvor meget hjemmeplejen alene i transportomkostninger kan spare i de 46 land- og yderkommuner ved at konvertere 10 procent af besøgene til telemedicin.
CEDI har ikke regnet på, hvor meget besparelser i sparede genindlæggelser, bedre behandling og højere patientværdighed giver på bundlinjen.
Selvom business casen burde hænge sammen i projektet, så kræver det, at nogen tager ansvaret for sådan et projekt. Og her kommer genstridige offentlige interesserer for alvor i spil, da investeringer i store tværsektorielle it-projekter ikke altid høstes af de myndigheder, der planter dem.
Så hvorfor skulle en myndighed byde ind på den slags projekter i en økonomisk krisetid, når der ikke er garanteret nogen gevinster for selvsamme myndighed?
Bedre med telemedicin
En befolkningsgruppe, der sikkert gerne vil have, at der bliver budt ind på flere telemedicinske projekter funderet på tekniske, organisatoriske og økonomiske solide sokler, er patienterne.
Udover, at vi som borgere fremover i højere grad skal tage vare på vores egen sundhed, så viser undersøgelser også, at patientgrupper i stigende grad selv ønsker telemedicinske behandlinger.
Og det kan det være flere gode grunde til.
For verdens største telemedicinske undersøgelse udført i Storbritannien med 6.000 patienter viser, at telemedicin har reduceret antallet af besøg på skadestuen med 15 procent, har bevirket en 20 procent reduktion i hasteindlæggelser, 14 procent nedgang i sengedage og ligeledes en nedskæring på 14 procent i antallet af frivillige indlæggelser.
Dertil kommer, at dødsraten blandt de undersøgte blev sænket med 45 procent. Det svarer til, at medicinalindustrien opfandt en pille, der kunne udskyde døden i halvdelen af alle undersøgte tilfælde.
Hvilken ansvarlig politiker ville takke nej til at tilbyde danskerne den pille?
Satser på halvanden hest
Måske skulle man hellere komme ned på jorden og spørge, hvilken ansvarlig politiker ville takke nej til besparelser og en sundere befolkning.
For det er åbenbart, hvad telemedicinen kan tilbyde ifølge flere vidt forskellige undersøgelser og forsøg fra både indland og udland. Hvis ikke telemedicinen gav os bedre sundhed og besparelser, så har vi jo bare spildt 16 år, og det er jo også en fair konklusion at nå til i det offentlige.
Men lad os for at øjeblik holde fast i, at der er gevinster at hente, som alt tyder på.
Så er det bydende nødvendigt, at landet fremtryller en stærk mand/kvinde, der tager et politisk ansvar for udviklingen.
En person med pondus fra toppen, som reelt tør at forandre det danske sundhedssystem frem for at satse på halvanden hest i form af den nuværende praksis med lidt forsøg her og der med telemedicin på sidelinjen.
Så er spørgsmålet bare, hvem der vil stå frem og koordinere sundhedstrojkaen bestående af staten, regionerne og kommunerne, så alle interessenter byder ind med deres ekspertise, erfaring og ikke mindst penge til teknologi og organisering.
Derefter skal de telemedicinske løsninger sælges til den danske befolkning.
Indtil vedkommende melder sig på banen, kan vi da bryste og trøste os med, at vi med vores 16 år lange tilløb stadig er blandt flere førende nationer inden for telemedicin.
Så længe det varer.
