Læs også:
Derfor fravælger erhvervslivet Windows 8.
Færdig version af Windows 8 lækket på nettet.
Windows 8 er klar: Se hvornår du kan hente OS'et.
Computerworld News Service: Det er nu officielt, at Windows 8 bliver lanceret i oktober til både x86- og ARM-arkitekturen.
Og vi regner med, at Windows Phone 8 samt tablet-pc'en Microsoft Surface bliver lanceret omtrent samtidigt.
Hvis du er ude efter at opgradere din smartphone eller tablet til efteråret, så vil Windows 8 være et meget anderledes alternativ til Android, iOS og resten.
Du kan her læse om, hvad der er af nyheder i Windows 8, og hvordan det kommende styresystem adskiller sig fra Windows 7.
Brugergrænsefladen Metro og touch-funktionalitet
Den mest åbenlyse og grundlæggende forskel mellem Windows 7 og Windows 8 findes i brugergrænsefladen.
Selv om det er muligt at skifte til desktop-brugergrænsefladen, som er ligesom det traditionelle skrivebord, man kender fra Windows, så lægges der op til, at man for det meste vil bruge Windows 8's Metro-brugergrænseflade - og man kan ikke undgå at lægge mærke til forskellen.
Metro er bygget op omkring hjemmeskærmen, der består af en række farverige fliser, der giver adgang til hver deres applikation.
Hver flise leverer opdaterede oplysninger i realtid, så man for eksempel kan se antallet af nye e-mails i indbakken uden at åbne mailprogrammet.
Startskærmen kan tilpasses, hvilket vil sige, at man eksempelvis kan tilføje apps, links til websider, billeder eller kontakter.
Denne nye brugergrænseflade har et markant og frisk grafisk design, og hvis man ønsker det, kan man ændre farverne.
Man kan også logge ind med en brugerkonto og på den måde tage indstillinger og apps med sig til andre computere i stil med hvordan det fungerer med en Google-konto på Android.
Metro skalerer let til brug på forskellige skærmstørrelser eller opløsninger: Zoomer man ind eller ud omarrangerer fliserne sig automatisk på en fornuftig måde.
Metro vil med sikkerhed høste lige så megen kritik som rosende omtale, fordi designet er så anderledes i forhold til, hvad man er vant til i Windows.
Brugergrænsefladen er i høj grad designet til at blive brugt på touchbaserede enheder, så hvis du er ude efter at opgradere fra Windows 7 på en pc uden touchskærm, vil du måske ende med at konkludere, at det ikke er besværet værd.
Der er uenighed om den potentielle værdi af touchskærme til stationære og bærbare pc'er, men det er i hvert fald et ubestrideligt faktum, at det bestemt ikke er ideelt at skrive på et skærmtastatur på en lodret orienteret touchskærm.
Men hvis du har en touchbaseret pc, vil du sikkert opdage, at den touchbaserede funktionalitet i Windows 8 fungerer langt bedre, end hvad du forventede.
Vi oplever for eksempel med vores opsætning af en tablet med Windows 8, der har et tastatur tilsluttet via Bluetooth, at vi bruger tastaturet til at skrive e-mails men bruger touchskærmen til at trykke på send-knappen.
Windows 8 er med Metro virkelig optimeret til touch.
Windows Store og apps
Med Metro ligner og føles Windows 8 som et styresystem til smartphones eller tablets og det indeholder da også applikationsbutikken Windows Store.
Her er hver app designet til at køre på enten pc'er og tablets i x86-arkitekturen eller til tablets og smartphones i ARM-arkitekturen.
Apps til Windows 8 følger samme designprincip som Metro med denne opbygning i fliser i friske farver med oplysninger, der opdaterer i realtid.
De har alle som standard indbygget social funktionalitet, og da de følger samme designprincip som Metro, er der faktisk ikke rigtigt nogen indlæringskurve, i forbindelse med at man begynder at bruge en ny app.
Mange forskellige apps
Blandt de indbyggede apps i Windows 8 kan nævnes Internet Explorer, e-mail-applikationen Mail, en kalender-app og en stærkt forbedret kontakt-applikation ved navn People.
Herudover er der apps til billeder, musik, vejrudsigt, finans, sport og meget andet.
Det er jo alt sammen ganske fint, men hvis du overvejer at opgradere fra Windows 7, vil der næsten med sikkerhed være adskillige programmer, du ville foretrække at kunne fortsætte med at bruge.
Det er da også muligt i alle udgaver af Windows 8 på nær Windows RT til ARM-arkitekturen samt Windows Phone 8.
Kan komme til at ligne Windows 7
For at bruge ældre software på Windows 8 er man nødt til at skifte til desktop-brugergrænsefladen.
Det giver et miljø, der i store træk ligner og fungerer som Windows 7. Tænk på det som en virtualiseret Windows 7 indlejret i Windows 8.
(Det kan beskrives som en meget enklere udgave af klassisk tilstand fra den første udgivelse af Mac OS X.)
Det betyder dog, at en stor del af oplevelsen i det nye styresystem foregår i et miljø, der i mistænkelig grad ligner det gamle.
Det er dog svært at forestille sig, hvordan man ellers kunne have foretaget så stort et spring i udviklingen af Windows' brugergrænseflade, som det er tilfældet med Metro.
Resultatet er da også, at man får det bedste fra begge verdener.
Nye funktioner i Windows 8
Desktop-tilstanden i Windows 8 adskiller sig dog fra oplevelsen i Windows 7 på en diskret, men afgørende måde:
Den velkendte Start-knap er væk.
Hvor du end er i Windows 8, kan du i stedet ved at berøre touchskærmens højre side eller køre musen derover altid få Charms-menuen frem, som består af ikoner til Search, Share, Start, Devices og Settings.
Det skal man lige vænne sig til, men det er faktisk meget mere ligetil end den gamle måde.
Windows 8 er ifølge Microsoft designet til både touch, tastatur og mus - hvad end der er mest hensigtsmæssigt til den aktuelle opgave.
Klik i skærmens hjørner
Det er let at føre musen ud i hjørnerne af skærmen, så derfor har Microsoft lavet den ændring, at man i stedet for først at skulle klikke på Start-knappen har adgang til forskellige funktioner og indstillinger ved at højre- eller venstreklikke ude i skærmens hjørner.
Man kan også bruge tastaturet til hurtig navigation i i Windows 8:
For at åbne en bestemt app begynder man bare at taste dens navn.
Idet man taster, fremkommer de relevante valgmuligheder, som med hvert indtastet tegn begrænses yderligere, indtil der ikke er andre apps, hvis navn starter med de indtastede tal og bogstaver.
Indtil man har indskrænket sine valgmuligheder til kun den app, man er ude efter, kan man dog også navigere i denne liste af foreslåede apps.
Man kan søge fra hvor som helst i styresystemet og søgeresultaterne sorteres ud fra ikonerne for de relevante apps. Det betyder, at man her kan klikke på en app for at få vist søgeresultater relateret til denne app.
En søgning fra hvor som helst kæmmer som standard hele maskinen igennem.
Der er selvfølge visse ulemper ved disse ændringer og ved, at ældre software kun fungerer i skrivebords-tilstand, men kompatibiliteten med andre Windows 8-enheder fejler bestemt ingenting.
I bytte for den ulempe det er, at man må vænne sig til nogle nye ændringer i brugergrænsefladen, får man muligheden for at køre alle de nye apps på tværs af alle mulige Windows 8-enheder heriblandt stationære og bærbare pc'er samt tablets og smartphones - alt sammen med den samme brugergrænseflade og de samme indstillinger, uanset hvilken enhed man bruger.
Sådan bliver sikkerheden
Der er nogle få yderligere forholdsvist mindre men alligevel væsentlige ændringer i Windows 8, som muligvis kan gøre en opgradering fra Windows 7 det hele værd.
Windows 8 er orienteret mod cloud på en måde, så det kan være det springende punkt.
Microsoft gemmer alle dine indstillinger og brugertilpasninger i skyen, så du kan logge på din brugerkonto på enhver maskine med Windows 8, som således vil se ud og fungere, som du er vant til.
Windows 8 for eksempel trække dine e-mails ned fra Gmail og vise alle dine billeder fra Facebook.
Og hver enhed med Windows 8 inkluderer en SkyDrive-konto.
Hvad angår sikkerhed - heriblandt den sindsro, der kommer af at downloade apps fra en officiel Windows Store - så indeholder Windows 8 en skærmlås, hvor man kan bruge et billede som adgangskode.
Det indebærer, at man forbinder et billede til skærmlåsen, som man låser op ved at tegne med fingeren henover et mønster i billedet.
Mere sikker
På grund af den højere kompleksitet det giver i forhold til en traditionel alfanumerisk adgangskode, burde denne tilgang være mere sikker.
Windows 8 er også den første version af Windows med indbygget antivirus i form af Microsoft Security Essentials, der fungerer sideløbende med firewall'en i Security Center.
Til grundlæggende behov kan man således fint retfærdiggøre at undlade at købe særskilt sikkerhedssoftware (selvom leverandørerne af sikkerhedssoftware sikkert har en ting eller to at sige om den sag).
Windows 8 har også en helt ny Jobliste, der tilbyder to forskellige måder at få vist oplysninger om igangværende processer: En enkel og en mere kompleks.
Skal aldrig lukkes ned - og er langt hurtigere end Windows 7
Det er cirka, hvad der er af væsentlige funktionsmæssige ændringer, men Microsoft hævder herudover, at Windows 8 er langt hurtigere end Windows 7.
Det nye styresystem fungerer da også på den samme hardware, hvilket i det mindste fjerner én barriere for at opgradere. (Og så bliver det desuden heller ikke nogen dyr opgradering.)
Bill Karagounis, der er principal group program manager for Windows 8 Fundamentals Team hos Microsoft, har for nylig hævdet, at Windows 8 starter op 40 procent hurtigere end Windows 7 på samme hardware, og at det nye styresystem bruger 10 til 20 procent mindre hukommelse.
Han hævder yderligere, at kodebasen ubesværet kan skalere til alle enheder lige fra tablets til workstation-pc'er.
I en demonstration udført af Karagounis af Windows 7 og Windows 8 på to ens bærbare med ret lave hardwarespecifikationer heriblandt kun en enkelt gigabyte RAM brugte Windows 7 389 megabyte systemhukommelse, mens Windows 8 kun brugte 330 megabyte.
Og det nye styresystem indeholder endda større funktionalitet.
Karagounis viste samtidig, hvordan en ældre Asus UltraBook med Intel-chip kunne starte op på kun otte sekunder. Karagounis fremhæver dog, at det er meningen, at Windows 8 skal være, hvad han kalder "altid tændt, altid forbundet."
"Windows 8 starter man ikke op og lukker ned," siger han.
Skal køre konstant
Styresystemet er ifølge Karagounis designet til at køre konstant og selv starte op og lukke ned øjeblikkeligt ligesom en smartphone.
En tablet med Windows 8 og en system-on-a-chip (SoC) fra Intel har stort set intet strømforbrug, når styresystemet er i dvale, på nær en lille smule når der tjekkes efter eller modtages data.
Enheden, som Karagounis demonstrerede, var tilsluttet internettet og arbejdede i baggrunden i en tilstand, han kaldte "forbundet standby."
Karagounis sendte under demonstrationen en instant message til tablet-pc'en, hvorved strømforbruget steg og enheden gav et signal.
Under demonstrationen steg strømforbruget øjeblikkeligt, når der skete noget, og faldt igen lige så pludseligt, når den såkaldte forbundne standby trådte i kraft igen.
Både enheder med Windows RT og enheder med Intels SoC vil kunne udnytte denne tilstand.
Denne gennemgang bygger på Microsofts egen vinkel, men uafhængige test for nylig bekræfter, at Windows 8 bruger mindre hukommelse og yder bedre end Windows 7 på samme hardware.
Læs også:
Derfor fravælger erhvervslivet Windows 8.
Færdig version af Windows 8 lækket på nettet.
Windows 8 er klar: Se hvornår du kan hente OS'et.
Oversat af Thomas Bøndergaard