Læs også:
Overblik: Masser af danske IBM-folk sendt hjem.
Så er det nu: IBM sætter 198 på porten
Her er forklaringen på IBM's massefyringer
Det er ikke folk med manglende kompetencer eller ubrugelige uddannelser, der onsdag mistede jobbet hos IBM.
Det fortæller Oluf Nielsen, der er formand for personaleforeningen hos IBM og talsmand for Finansforbundet på stedet.
Han undrer sig over, at arbejdsgiver- og brancheorganisationerne råber på manglende it-personale samtidig med, at han skal sige farvel til 200 kolleger med højt specialiseret viden og lang erfaring.
Han kan nemlig ikke se, at der skulle være mangel på arbejdskraft, uanset hvor han kigger hen.
"Det er højt kvalificerede teknikere, nogle af dem. Det er helt klart nogen, man kan bruge, det kan jeg godt love dig for."
Bor forkert sted
Han fortæller, at fyringerne ikke rammer folk med bestemte uddannelser eller faglige kvalifikationer.
Folkene er blot ansat et forkert sted i forhold til IBM's planer.
"Det her er simpelthen et udtryk for, at IBM er en global virksomhed og at nogle af de funktioner, som de her folk har udfyldt, de flyttes til andre lande," siger han.
Han fortæller, at IBM udfører arbejdet det sted i verden, hvor det er mest opportunt.
Og kritieriet er ifølge formanden for personaleforeningen ikke kun lave lønninger, selvom meget arbejde havner i Indien.
I stedet prøver man at samle ekspertisen og strukturere arbejdet smart og med færrest muligt ressourcer.
Derfor kan adgang til billig vandkraft eller politisk stabilitet være ligeså vigtig som lønninger, mener han.
Andet end løn tæller
Ifølge Oluf Nielsen er Danmark faktisk i top fem på IBM's interne rating over, hvor det er bedst at placere opgaver henne blandt de lande, hvor IBM opererer.
"Det er ikke fordi, det er dårligt for IBM at være i Danmark. Men man prøver at rationalisere og arbejder globaliseret på tværs af grænserne i IBM," siger Oluf Nielsen.
Han forklarer, at massefyringerne er resultatet af en målrettet strukturering af arbejdsprocesserne, så medarbejderne med fælles sprog, standarder, processer og metoder kan arbejde sammen på opgaver uanset hvor de befinder sig.
"Den systematik har IBM udviklet i de sidste par år. Nu ser vi resultatet af det. Det er hele denne her cloud-tankegang, hvor vi er meget langt fremme, også i forhold til vores konkurrenter."