Artikel top billede

Stortest: Her er de bedste gratis antivirus-programmer

Kan gratis sikkerhedssoftware virkelig beskytte din pc? Svaret er ja, hvis du vælger det rette produkt. Læs her en test af de mest pålidelige gratis sikkerhedsprogrammer.

Stortest: Her er de bedste gratis antivirus-programmer

Sikkerhedssoftware skal helst være så tæt på perfekt som overhovedet muligt. Det kan trods alt få katastrofale konsekvenser, hvis blot et enkelt stykke malware slipper igennem forsvaret. Spørgsmålet er, hvor tæt gratis antivirussoftware egentlig er på at være perfekt. Det kigger vi nærmere på i det følgende.

Adskillige gratis antivirusprogrammer er ifølge vores test glimrende til at opdage, blokere og fjerne malware, mens andre ikke yder en tilstrækkelig beskyttelse.

Denne test af ni gratis antivirusprogrammer er udført i samarbejde med det velansete uafhængige it-sikkerhedsinstitut AV-Test. Ved hjælp af en række metodiske test har vi evalueret en række sikkerhedsprogrammer for at se, hvor gode de hver især er til at opdage, blokere og fjerne alle rester af infektioner både med hensyn til helt ny malware og gamle kendinge.

Herudover har vi undersøgt, hvor mange systemressourcer hvert antivirusprogram bruger, for at evaluere hvor stor en påvirkning de har på pc'ens samlede ydelse. Endelig evaluerer vi, hvor brugervenligt hvert sikkerhedsprogram er.

Hvad får man for nul kroner?

De fleste gratis antivirusprogrammer er ret basale: De kan scanne efter malware, når man sætter dem til det, og de fleste af dem vil også i baggrunden konstant overvåge pc'en for malware-aktivitet. Men kun de færreste inkluderer for eksempel firewall eller andre ekstrafunktioner såsom forældrekontrol. En undtagelse er Comodos gratis Internet Security Premium, der inkluderer firewall.

Den største ulempe ved at anvende et gratis produkt er, at supporten oftest er temmelig begrænset. De fleste gratis programmer har tilknyttet et onlineforum, hvor brugerne kan debattere problemer, men der er som regel ingen professionel support tilknyttet.

Hvilket produkt skal du vælge?

AVG Anti-Virus Free Edition 2012 scorer samlet set højest i vores test. Programmet er hurtigt, det blokerer effektivt selv den helt nye malware og det rydder pænt op efter infektioner. Avast Free Antivirus 7 og Panda Cloud Antivirus 1.5 lander på henholdsvis anden- og tredjepladsen.

Hvis du er ude efter noget, der kan supplere din eksisterende antivirussoftware, gennemgår vi til sidst tre muligheder. Ud af disse tre er PC Tools Threatfire det bedste valg: I vores test var det bedst til at stoppe helt nye malware-udbrud.

Threatfire anvender til at identificere malware udelukkende det, der kaldes heuristisk analyse eller adfærdsanalyse af, hvordan programmer opfører sig på din pc, hvorimod traditionelle antivirusprogrammer som regel anvender malware-definitionsfiler eller en kombination af de to teknikker. Da det primære formål med Threatfire er at stoppe truslen, før den gør nogen skade på systemet, bør programmet installeres på en helt ren pc.

Anmeldelserne er ordnet efter karakter.


AVG Anti-Virus Free Edition

AVG Anti-Virus Free Edition 2012 klarede sig godt i stort set alle de test, vi udførte.

I vores test af hvor godt et antivirusprodukt opdager og blokerer malware i et virkeligt scenarie med fokus på helt nye trusler, blokerede AVG's gratis produkt fuldstændigt 85,7 procent af de forskellige angreb, hvilket giver en delt førsteplads i denne kategori blandt de testede programmer. Det opdagede 98,7 procent af de flere end 129.000 forskellige stykker kendt malware fra de sidste fire måneder. Det er et godt resultat, selv om det er en smule under de bedste resultater, vi har set.

AVG er den bedste af de testede programmer til at deaktiverede malware. På vores test-pc opdagede og deaktiverede den al skadelig software og fjernede desuden i to tredjedele af tilfældene alle rester af malware-filer.

AVG scanner også computeren relativt hurtigt. Da vi satte den til at tjekke 4,5 gigabyte data, klarede den opgaven på ét minut og 35 sekunder, hvilket er tredjehurtigst i denne test og kun fire sekunder langsommere end den hurtigste. Den såkaldte on-access-scanner - der kører, når man åbner eller gemmer en fil - tog fire minutter og 55 sekunder om at gå den samme mængde data igennem, hvilket er en nogenlunde gennemsnitlig tid for de programmer, vi her anmelder.

Jeg kan godt lide AGV's normale brugergrænseflade, men programmets avancerede indstillinger vil muligvis afskrække visse brugere. Bortset fra den lille krølle er AVG en sikker vinder, hvis man er ude efter stærk og hurtig beskyttelse af sin pc.


Avast Free Antivirus

Avasts gratis produkt ligger på andenpladsen i dette års sammenlignende anmeldelse. Avast Free Antivirus 7 klarede sig rigtig godt i beskyttelsen mod malware, programmet har en alsidig grænseflade og det var hurtig til at scanne.

Avasts svageste punkt var blokering af helt nye trusler: Programmet fangede kun 78,6 af dem. Det er ikke overvældende, men det er stadig over middel. Avast var dog langt bedre til at stoppe kendt malware, hvor den opdagede 99,1 procent. Det er et virkelig godt resultat.

Dette program rydder også effektivt op efter malware-infektioner. Det opdagede al malwaren på vores test-pc og deaktiverede 93 procent, hvilket giver det en delt andenplads i denne kategori. Også dette program fjernede i to tredjedele af tilfældene alle rester af malware-filer.

Avast påvirker heller ikke din computers hastighed særlig meget. Det scannede vores 4,5 gigabyte data på ét minut og 34 sekunder, hvilket er den næstbedste tid i denne kategori. On-access-scanneren tog fire minutter og 16 sekunder om at gå den samme mængde data igennem, hvilket er det tredjebedste resultat.

Der sker en masse i Avasts brugergrænseflade, så avancerede brugere vil finde masser af gode indstillingsmuligheder. På trods af kompleksiteten er programmet alligevel så brugervenligt, at det ikke vil afskrække de mindre teknisk orienterede brugere.


Panda Cloud Antivirus

Hvis du har den holdning, at opsætning af antivirussoftware bør være så enkelt som muligt, så er Panda Cloud Antivirus 1.5 noget for dig. Panda stopper malwaren fint og programmets ekstremt brugervenlige grænseflade er god til folk, der ikke bryder sig om at justere alle mulige indstillinger.

Panda blokerede 85,7 procent af alle nye trusler, hvilket er samme resultat som AVG. Og det gratis produkt fra Panda klarede sig faktisk bedre end testvinderen ved at opdage hele 99,94 procent af de kendte trusler.

Panda klarede sig dog kun lige tilfredsstillende i forhold til at rydde op efter infektioner. Programmet opdagede alle aktive infektioner på vores test-system og deaktiverede 87 procent af dem, hvilket er omtrent gennemsnitligt i denne test. Det fjernede alle rester af malware-filer i 60 procent af tilfældene, hvilket også er omtrent gennemsnitligt.

Panda var dog langt fra hurtig. Programmet gjorde det betydeligt langsommere at kopiere filer over netværket, og af alle de testede programmer var det langsomst til at scanne. Det gennemførte on-demand-scanningen på seks minutter og 10 sekunder, mens on-access-scanningen tog syv minutter og 25 sekunder.

Men hvis du værdsætter enkelthed højere end hastighed, er Panda Cloud Antivirus et godt valg, især i lyset af hvor godt programmet er til at opdage malware.


Avira Free Antivirus

Avira Free Antivirus 2012 er hurtig og vil sandsynligvis ikke skræmme dig med advarsler om legitime filer, men programmet ligger desværre under middel i forhold til at opdage malware, og dets brugergrænseflade er for kompliceret. Avira blokerede 70,4 procent af de nye trusler i vores test, der efterligner et virkeligt scenarie, hvilket er lidt dårligere end gennemsnittet for de testede programmer.

Det klarer sig heller ikke alt for godt i forhold til at rydde op efter infektioner: Selv om programmet fandt alle aktive malware-infektioner på vores test-system, deaktiverede det kun 80 procent af dem, hvilket også er dårligere end gennemsnittet.

Jeg er ikke stor fan af Aviras brugergrænseflade. Det vindue, som er til for at give et overblik, er bedre end i tidligere versioner, men det er stadig en tand for teknisk på visse områder. Derudover lagde jeg mærke til, at Avira fra tid til anden viser reklamer.

Der er dog også positive ting at sige om Avira. Programmet opdagede 99,7 procent af alle kendte trusler og det var én ud af kun to af de testede gratis antivirusprogrammer, som helt undgik at fejldiagnosticere legitime filer som mulig malware. Det scannede vores data på ét minut og 31 sekunder, hvilket er den bedste tid for alle programmerne, mens on-access-scanningen på fire minutter og 54 sekunder var hæderlig.

Det er ikke sådan, at din pc vil være fuldstændig åben for malware-angreb, hvis du anvender Avira, men du bør i stedet overveje at bruge AVG, Avast eller Panda, som alle samlet set klarer sig bedre i vores test.

Kan Microsofts gratisversion klare sig?


Microsoft Security Essentials

Microsoft Security Essentials 2.1 lander på femtepladsen som en noget blandet fornøjelse. Jeg kan godt lide brugergrænsefladen, og programmet er rimelig god til at rydde op efter infektioner, men det er knap så godt til at stoppe helt ny malware, og det er langsomt til at scanne.

Brugergrænsefladen i Security Essentials er helt ligetil. Det er perfekt, hvis man ikke ønsker at bruge en masse tid på at rode med sin antivirussoftware.

Microsofts program rydder ret effektivt op efter infektioner: I vores test identificerede programmet alle aktive infektioner og deaktiverede over 93 procent af dem. Det fjernede alle rester af malware-filer i 80 procent af tilfældene. Det er bedre end nogen af konkurrenterne i denne test. Herudover var Security Essentials én ud af kun to af de gratis antivirusprogrammer, der ikke havde en eneste såkaldt falsk positiv, hvor programmet ved en fejltagelse identificerer en legitim fil som malware.

Selv om Security Essentials var ganske udmærket til at fjerne malware, lykkes det programmet knap så godt at holde pc'en fri for skadelig kode til at starte med.  Det blokerede fuldstændigt for 71,4 procent af nye trusler, hvilket er en smule under middel. Det opdagede 97,0 procent af de kendte trusler. Med det resultatet er programmet altså dårligere end de fleste af konkurrenter.

Security Essentials påvirker ikke systemydelsen væsentligt, selv om programmet her ligger under middel, hvad angår kopiering af filer og programinstallation. Også hvad angår scannehastighed, klarer dette program sig relativt dårligt. On-demand-scanningen foregik på tre minutter og 56 sekunder, hvilket er langsommere end gennemsnittet. Heller ikke on-access-scanneren imponerede med sine seks minutter og 43 sekunder.

Microsoft Security Essentials har flere gode kvaliteter, men man ville være bedre tjent med at kigge på nogle andre muligheder.


PC Tools AntiVirus Free

PC Tools AntiVirus Free 2012 har flere gode punkter, men klarede sig værst af de testede programmer i forhold til at blokere for nye trusler, hvor det kun stoppede 57,1 procent. Det er langt dårligere end konkurrenterne.

På den anden side opdagede PC Tools hele 99,96 procent af alle kendte trusler fra de sidste fire måneder. Det er også et af de bedste i denne anmeldelse til at rydde op efter infektioner. Programmet opdagede alle infektioner på vores testsystem og deaktiverede 93 procent af dem. Det fjernede alle rester af malware-filer i 73 procent af tilfældene.

PC Tools AntiVirus Free påvirker ikke systemydelsen væsentligt. Det har dog blandede resultater, hvad angår scannehastighed. Da vi satte den til at scanne vores data, blev den først færdig efter fire minutter og 51 sekunder. På den anden side gennemførte on-access-scanneren opgaven på kun to minutter og 50 sekunder, hvilket er den næstbedste tid af alle de testede produkter.

PC Tools er for det meste brugervenligt med letforståelige vinduer. Jeg syntes dog, det var irriterende, at programmet hele tiden forsøgte at få mig til at købe den betalte version.


Comodo Internet Security Premium

Comodo Internet Security Premium 5.9 har en god brugergrænseflade og inkluderer firewall som det eneste af de testede programmer. Men både hvad angår blokering af og desinfektion efter malware, klarer det sig dårligere end de andre programmer i denne anmeldelse.

Comodo blokerede 78,6 procent af nye trusler, hvilket er over middel sammenlignet med de andre gratis programmer. Herudover blokerede det yderligere 21,4 procent delvist. Men Comodo beskytter dårligt mod kendte trusler. Programmet opdagede 98,2 procent af den kendte malware - det lyder måske som et OK resultat, men de fleste af de testede programmer klarede sig faktisk bedre.

Desinfektion er Comodos akilleshæl: Programmet opdagede alle infektioner, men det lykkedes kun Comodo at deaktivere malwaren i 80 procent af tilfældene. Det er et noget dårligere resultat end de bedste antivirusprogrammer. Det efterlod også væsentligt flere rester fra infektioner end nogen af de andre: Kun i en tredjedel af tilfældene lykkedes det programmet at fjerne alle rester af malware-filer.

For det meste påvirkede Comodo kun systemydelsen ganske lidt, men kopiering af filer over netværket blev meget langsommere. Comodo tog også sin tid om at scanne efter trusler: On-demand-scanneren tog fire minutter og 31 sekunder. Det er det tredje langsomste resultat. Og on-access-scanneren tog hele 13 minutter og 58 sekunder, hvilket er næsten dobbelt så lang tid som det næstlangsomste produkt.

Selv om den inkluderede firewall er en tiltrækkende funktion, så anbefaler vi, at man prøver de andre produkter, før man kaster sig over Comodo Internet Security Premium.

Tre ekstra muligheder

Her gennemgår vi tre produkter, der er værd at overveje til at supplere den primære sikkerhedssoftware.

PC Tools Threatfire

PC Tools Threatfire kan ikke erstatte din eksisterende antivirussoftware, da programmet ikke er så effektivt til at fjerne malware, der allerede har inficeret din computer. Derimod forhindrer programmet rigtig godt nye trusler i at inficere systemet.

På grund af den måde som Threatfire fungerer, har vi ikke kunnet udsætte programmet for vores test med kendte trusler. Threatfire bruger nemlig ikke traditionelle signaturfiler. I stedet benytter det sig udelukkende af adfærdsmæssig analyse. Det vil sige, at programmet identificerer software som skadelig, baseret på hvordan den opfører sig på din pc.

Den metode gør Threatfire fantastisk god til at opdage nye trusler, hvilket vores test da også viser: Programmet blokerede fuldstændigt 92,9 procent af al malware, mens de resterende 7,1 procent blev delvist blokeret. Det er det bedste resultat i denne test ud af alle de gratis antivirusprogrammer, vi her har kigget på.

Men som nævnt er desinfektion ikke Threatfires stærke side: Programmet opdagede og deaktiverede kun omkring halvdelen af infektionerne på vores test-pc. Derfor er det bedst at installere Threatfire på et helt nyt system.

Threatfire kan uden problemer være installeret samtidig med de fleste andre antivirusprodukter, så hvis du lige har købt en ny pc, vil Threatfire være en god sikkerhedsmæssig tilføjelse.


Malwarebytes' Antimalware

Malwarebytes' Antimalware Free er et andet supplerende gratis produkt, der kan støtte eksisterende sikkerhedssoftware. Det er et værktøj, der kan opdage og fjerne helt nye såkaldte 0-dagstrusler, og gør med dette formål brug af flere forskellige tilgange.

Softwaren klarer sig da også anstændigt sammenlignet med de andre produkter i forhold til at stoppe ny malware. Malwarebytes blokerede fuldstændigt 78,6 procent af de nye trusler - hvilket er en anelse bedre end gennemsnittet - og blokerede yderligere 14,3 procent delvist. Programmet er også rimeligt hurtigt. Det havde den letteste påvirkning af den samlede systemydelse af nogen af de testede gratis antivirusprodukter.

Malwarebytes bør dog ikke bruges som den primære antivirussoftware, da programmet ikke er så egnet til at stoppe kendt malware: Det opdagede kun 57,1 procent af de kendte trusler, der er fundet de sidste fire måneder - det er klart det ringede resultat blandt alle de testede programmer.

Softwaren har en skrabet brugergrænseflade, som dog gør programmet ligetil at anvende. Funktionen Chameleon er virkelig smart, da den gør det muligt for programmet at køre, selv hvis et særligt modbydeligt stykke malware forsøger at blokere systemets sikkerhedssoftware.

Det er ikke hensigten med Malwarebytes' Antimalware, at det skal fungere som din første forsvarslinje, hvilket heller ikke kan anbefales. Men det er værd at overveje at føje programmet til din sikkerhedsmæssige værktøjskasse.


Ad-Aware 10 Free Antivirus+

Ad-Aware har for nylig udgivet version 10 af sin gratis antivirussoftware. Programmet udkom for sent til at være med i alle vores test, men vi har taget et kig på dets flotte nye brugergrænseflade.

Det bliver tydeligt allerede under installationen, at Lavasoft har lagt meget arbejde i brugergrænsefladen. Ad-Aware anvender sin egen installer, som under installationsprocessen automatisk downloader de nyeste virusdefinitioner, så man som bruger ikke behøver at opdatere programmet, som det første man gør. Det er en veltænkt detalje. Omvendt er man efter installationen desværre nødt til at genstarte sin computer, før Ad-Aware kan begynde at beskytte systemet.

Man skal være opmærksom på, at Ad-Aware under installationen foreslår at installere programmets browserværktøjslinje og ændre browserens startside og søgemaskine til at være Blekko.

Disse forslag er i udgangspunktet valgt til, så man skal aktivt vælge dem fra under installationen, hvis man ikke ønsker dem.
Programmets startvindue ser ud som kontrolpanelet til et avanceret værktøj, men vil alligevel ikke forvirrer selv nybegyndere. Man kan ikke undgå at lægge mærke til Scan nu-knappen ligesom den aktuelle systemstatus også er tydeligt markeret. De mere teknisk orienterede brugere kan læse scanningsrapporter, se filer i karantæne, ændre i indstillingerne og undersøge status for opdatering af definitionerne.

Det er meget let at slå de forskellige funktioner til og fra, selv om der ikke rigtigt er nogen grund til at slå beskyttelsen fra. Spil-tilstand er den eneste af disse til/fraknapper, der umiddelbart giver mening. Det er en helt ny funktion i gratisudgaven, der sætter Ad-Aware i en stille-tilstand, hvor programmet ikke viser skærmmeddelelser. En anden ny og væsentlig funktion er beskyttelse i realtid, som hele tiden overvåger systemet for malware-aktivitet.

Alt i alt er Ad-Aware 10 et lovende produkt, der virker afrundet og moderne. Om det er lige så effektivt, som det ser godt ud, vil kun en grundig test kunne vise.

(Ad-Aware 10 er testet af Erez Zukerman)

Oversat af Thomas Bøndergaard




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Fremtidens digitale kraftværk: Tag styringen med dit ERP-system

I dag ligger moderne ERP-platforme i skyen og opdateres adskillige gange årligt. Samtidig får man nærmest pr. automatik adgang til en omfattende portefølje af integrationer, add-ons, 3. partsmoduler, BI og avancerede funktioner til AI/ML-understøttelse af forretningsprocesser. På denne dag går vi derfor i dybden med, hvad det betyder for din virksomhed. Uanset om I har migreret til en cloudbaseret platform eller planlægger at gøre det indenfor en overskuelig fremtid.

21. november 2024 | Læs mere


Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere