C-vitaminer er godt mod skørbug - og godt for øjnene, vil vittige hoveder hævde.
Men måske virker de også på noget helt andet?
It-outsourcing er atter en gang i fokus.
Set fra min stol er der især seks drivere, der (helt tilfældigt) alle begynder med bogstavet C, i hvert tilfælde på nydansk: Crisis, Cloud, C-Level, Complexity, Centralisation og Cost.
Første C: Crisis
Den 'Store Europæiske Krise' raser som aldrig før. Nationer og Line Baun går bankerot, og det skaber stor usikkerhed om, hvor næste kvartals forretning skal komme fra.
Det giver anledning til at vende alle driftsopgaver og dels overveje, om det er kerneforretning eller
støtteproces, og dels overveje hvor meget det må koste.
Det gælder naturligvis også it-driften, og it-outsourcing er et oplagt håndtag at trække i, når forretningen skal trimmes.
Andet C: Cloud
Hele ideen med cloud er at dele infrastruktur og software med
andre.
Det er den ultimative virtualisering, og forretningsmodellen er baseret på, at den kapacitet, du ikke bruger, kan udnyttes af andre og omvendt.
Den form for deling af ressourcer håndteres nu engang bedst et andet sted end derhjemme - og det gør outsourcing til en nødvendig overvejelse.
Samtidig er cloud ikke svaret på alt, det er en del af din samlede outsourcing, og det taler også for at overveje outsourcing i samme runde som cloud.
Du har jo heller ikke din egen elforsyning.
Tredje C: C-Level
It-beslutninger er blevet direktionsbeslutninger, fordi it er blevet en helt central forudsætning for at drive forretning.
Men det betyder også, at der kommer et anderledes strategisk syn på it-beslutningen, hvor den rigtige beslutning lige så godt kan være, at det slet ikke er en opgave for virksomheden selv.
Det gælder især outsourcing af infrastruktur, hvor standardisering og stordriftsfordele skal gå hånd i hånd med stabilitet og kompetencer, der ofte ligger langt fra virksomhedens egen forretning.
Fjerde C: Complexity
Cloud, globale sikkerhedstrusler, en eksplosion i antallet af nye mobile devices og krav om øjeblikkelig evne til at stille om, når forretningen kræver det, gør konstant it-driftsopgaven langt mere kompleks.
Og som virksomhedsledelse er man nødt til at spørge sig, om det virkelig er en opgave, man ønsker at løse selv, eller om det er bedre at fokusere på egen forretning.
Femte C: Centralisation
Som jeg også kom ind på i min forrige klumme om mobil-enhedernes indtog i virksomhederne, bliver data i fremtiden holdt tæt:
I takt med at den fysiske it-arbejdsplads bliver mere og mere mobil og distribueret, bliver værktøjskassen mere og mere centraliseret.
Desktoppen lever i datacenteret, som både bliver 'single point of control' med mulighed for faktisk at holde styr på de uendelige mængder af devices, vi gør brug af, og 'single point of failure'.
Det stiller krav om stabil daglig drift, og gør som minimum it-outsourcing en overvejelse værd.
Det høje C: Cost
Endelig er der den evige grund: Omkostningerne.
Sagt kort - hvis business-casen ikke er i orden, skal der tungtvejende årsager til at gøre det alligevel.
Og økonomi er ofte det vigtigste valgkriterium, når outsourcing-leverandøren skal vælges blandt de kvalificerede muligheder.
Safe Harbor-statement:
Lad nu være med at tage det med C-vitaminerne alt for bogstaveligt - det er ikke en klumme om kostråd, snarere om cost-råd...