I de seneste dage er det i otte tilfælde lykkes hackere at hugge omkring 700.000 kroner fra kunder i Danske Bank.
Det skriver Nets i en pressemeddelelse.
"Via malware, som brugerne uforvarende er kommet til at installere på deres computere, har it-kriminelle haft mulighed for at udføre det, der med et teknisk udtryk kaldes "real time phishing"," skriver selskabet, der står bag NemID.
Pengene er blevet hugget, mens kunderne har været logget ind i deres netbank.
"Det har i de konkrete tilfælde givet de it-kriminelle adgang til bruger-id, adgangskode og en nøgle fra NemID-nøglekortet, som de har kunnet bruge til at overføre penge til udlandet," skriver Nets.
Nets oplyser, at sagerne overgivet til politiet til efterforskning.
Sender advarsel
Samtidig holdes kunderne skadesløse. Men Nets advarer nu andre imod angreb.
"Vi opfordrer på den baggrund alle brugere af NemID til at opdatere deres virusprogrammer og øvrige programmer på computeren."
"Hvis netbanken virker anderledes, end den plejer, så vær mistænksom, og kontakt evt. din banks kundesupport, hvis du er i tvivl," lyder advarslen.
Nets afviser samtidig, at de seneste dages angreb "ændrer ved den generelle sikkerhed bag NemID, og man kan trygt anvende sin netbank, som man plejer".
Dog vil Nets og bankerne sammen "nøje analysere de pågældende hændelser og vurdere, hvilke yderligere tiltag der kan iværksættes for at forebygge denne form for svindel".