Da Michael Larsen ankom fra Thailand, stod Nordsjællands Politi klar.
Den 50-årige netsvindler blev anholdt i Københavns Lufthavn og er nu varetægtsfængslet i indtil videre fire uger. Det skriver Lokalavisen.dk.
Michael Larsen blev landskendt, da han var hovedperson i et afsnit af DR-programmet Bag Facaden. Her blev det afsløret, at Michael Larsen har en stribe svindelsager begået via internettet på sin samvittighed.
Ifølge DR1's Bag Facaden er mindst 35 personer blevet snydt af Michael Larsen, og mindst 13 gange har de svindlede anmeldt ham til politiet.
Tæsk med mere
En af fremgangsmåderne var ifølge DR, at svindleren solgte ting via nettet, som han ikke var i besiddelse af. Når køberne så ringede for at klage, blev de truet med tæsk og andre vederstyggeligheder, hvis ikke de holdt mund.
En af dem, der blev snydt og senere truet, er Gitte Lykke, der ville købe en rejse til Cambodja af Michael Larsen. Hun blev mistænkelig og nåede at standse pengeoverførslen i sidste øjeblik.
"Jeg får simpelthen en mail, hvor jeg bliver truet på livet. Og kort tid efter får jeg en mail fra nogle, der underskriver sig "HA Europe", som skriver, at de har fået til opgave at gøre livet surt for mig, fortæller Gitte Lykke til DR.dk.
Det fulde økonomiske omfang af Michael Larsens netsvindel er endnu ikke afdækket, men nu er fælden i hvert fald klappet, og svindleren arresteret.