Odense Kommune er langt fremme i skoene i forbindelse med it-pilotprojekter, men åbenbart kniber det lidt med at opfylde de basale 'privacy-krav'.
En borger i kommunen har fundet cpr-numre og bankoplysninger på 12 ansatte og politikere i kommunen liggende frit fremme på nettet.
Nogle af oplysningerne har ligget til skue for offentligheden i halvandet år. Det skriver fyens.dk.
De forkert behandlede oplysninger stammer angiveligt fra rejsegodtgørelser.
Udtryk for sjusk
Den vågne borger i kommunen, Kristian Kristiansen, var noget rystet over sin opdagelse.
"I en tid, hvor man diskuterer identitetstyverier, er det meget graverende, at så følsomme oplysninger lægges ud på nettet. Der er tale om en sjuske-kultur," siger han til Fyens Stiftstidende.
Det er ikke første gang, at Odense kommunen har trådt i spinaten og lagt følsomme oplysninger om borgerne ud på nettet.
I slutningen af 2011 krævede Datatilsynet en forklaring på den lemfældige omgang med oplysninger fra Odense kommune på baggrund af, at kommunen fire gange på to måneder sendte personfølsomme oplysninger til forkerte personer.
Trods de uheldige episoder mener kommunen selv, at private oplysninger vægtes højt.
"Vi prioriterer datasikkerhed og beskyttelse af fortrolige oplysninger meget højt. Og derfor er fejlene beklagelige," siger Odenses borgmester Anker Boye (S) til fyens.dk.