ComputerViews: Intel kan i denne måned fejre, at det er 40 år siden, at den første kommercielle mikroprocessor fra selskabet blev sendt på markedet.
Spørgsmålet er, hvordan selskabet vil sikre, at det også i fremtiden kan kalde sig verdens største chip-producent?
Mens Intel fortsat er kongen på pc-markedet, er situationen nemlig en ganske anden på markedet for smartphones og tablet-pc'er.
Her er det i høj grad de såkaldte Arm-processorer, der designes af Arm Holdings, men produceres af forskellige hardwarevirksomheder, der dominerer.
Man behøver blot at kaste et blik på tidens mest populære tablet-pc'er for at kunne konkludere, at Intel står over for en udfordring på dette marked:
Inde i Apples iPad 2 befinder sig en A5-processor, der bygger på Arm-arkitekturen.
I Samsungs Galaxy Tab 10.1 er det en Nvidia Tegra 2 dual-core-processor, også Arm, og i Amazons nye Kindle Fire hedder processoren dual-core OMAP - den er produceret af Texas Instruments og bygger ligeledes på Arm-arkitekturen.
Der er for så vidt ikke noget nyt i, at Intel primært regerer på pc-markedet, mens Arm fylder mest på markedet for smartphones og tablet-pc'er.
Intels udfordring er, at væksten i stigende grad findes på markedet for de mobile produkter.
Her ligger væksten
Ifølge den seneste opgørelse over det globale tablet-marked fra Gartner bliver der i 2011 solgt omkring 63,6 millioner tablets på verdensplan.
Det tal ventes at være steget til 326,3 millioner i 2015.
Samtidig er det traditionelle pc-marked præget af nogle helt andre tal: Fra tredje kvartal 2010 til tredje kvartal i år faldt antallet af solgte computere med 11,4 procent i Vesteuropa.
Også de mini-bærbare, hvor Intels Atom-processor længe har klaret sig godt, oplevede et fald.
Sådan vil Intel kæmpe sig ind på tablet-markedet.
Intels nye produkter - disse planer arbejdes der efter
Sådan vil Intel kæmpe sig ind på tablet-markedet.
Nu kan en enkel dyster kvartalsopgørelse næppe ryste Intel, der har en årsomsætning på omkring 244 milliarder kroner og i det seneste regnskab kom ud med et overskud på omkring 64 milliarder kroner.
Det er de lidt mere langsigtede forudsigelser, der bør bekymre selskabet, som blev stiftet i 1968.
I den seneste opgørelse fra Gartner over det globale marked for halvledere vurderes det, at markedet vil opleve en vækst fra 2010 til 2011 på 5,1 procent, så det i alt lander på en omsætning på 1.671 milliarder kroner.
Det er ikke mindst de mange nye tablets og smartphones, der driver væksten, og i 2013 forventes det således at totredjedele af væksten stammer fra disse markeder.
Microsoft har kig på Arm
Presset på Intel bliver ikke mindre af, at Microsofts Steve Ballmer tidligere i år meddelte, at det kommende Windows 8 som det første Windows-styresystem også vil kunne køre på Arm-chips.
Tidligere på måneden kunne hardware-mediet Digitimes citere anonyme kilder for, at Intel har planer om at introducere en helt ny produktlinje af CPU'er i 2012, der udelukkende retter sig mod tablet-produkterne.
Industrikilder fortæller Digitimes, at Intel har tænkt sig at fokusere på blandt andet strømforbruget og ydeevnen i designet.
Det er netop evnen til at balancere de to ting, Arm Holding har haft så stor succes med.
Atom er vejen frem
Hidtil har Intels officielle plan været at udvikle særligt tablet-egnede udgaver af Atom-processoren.
Da Computerworld tidligere på året deltog i en større presseevent hos Intel, var budskabet således også, at Atom var vejen frem for Intel på markedet for smartphones og tablets.
Om det er den rette vej frem, ved Intel nok bedst selv, men sikkert er det, at selskabet har en udfordring med de boomende markeder for mobile enheder.
Virksomheden står godt med næsten 100.000 ansatte og en organisation, der måske mere end nogen anden i it-industrien har formået at introducere nye, bedre produkter år efter år over de seneste fire årtier.
Nu skal Intel bevise, at selskabet er klar til en ny tidsalder, hvor den traditionelle pc-platform i stigende grad træder i baggrunden til fordel for smartphones og tablet-pc'er.
Sådan vil Intel kæmpe sig ind på tablet-markedet.