43-årige Charlotte Münter skal stå i spidsen for den nye Digitaliseringsstyrelse under Finansministeriet.
Den uddannede jurist har haft en lang karriere i staten.
Vejen er gået forbi blandt andet Erhvervs- og Byggestyrelsen og Erhvervsministeriet, inden hun havnede som direktør hos Økonomistyrelsen.
Men nu står der altså Digitaliseringsstyrelsen på visitkortet.
"Man skal ikke forelske sig i teknologien, man skal forelske sig i anvendeligheden," lyder hendes budskab i et interview med Computerworld.
Den nye styrelse kommer til at bestå af folk fra Økonomistyrelsen og cirka 100 mand fra den gamle IT- og Telestyrelse, oplyser direktøren.
Primært folk fra it-søjlen, der arbejdede med blandt andet borger.dk, borgerkommunikation, NemID og åbne standarder, flyttes over, oplyser Charlotte Munter.
I alt kommer der til at være 170-180 personer i Digitaliseringsstyrelsen.
"Nu samler man kompetencerne på området," siger Charlotte Munter.
Nyt domicil
Indtil man har fundet et egnet sted til både den nye Digitaliseringsstyrelse og den nye Moderniseringstyrelse, som skal være under samme tag, vil folkene fra IT- og Telestyrelsen sidde på deres gamle arbejdsplads, forklarer direktøren.
"Konkret bliver den nye styrelse tovholder på den nye digitaliseringsstrategi, ligesom velfærdsteknologi vil fylde en del," fortæller Charlotte Munter.
Derfor kommer Charlotte Munter også i endnu højere grad end tidligere til at tale med regioner og kommuner.
Hun vil gerne afvente med sine udmeldninger omkring, hvad hun synes er vigtigst i forhold til den nye digitaliseringsstrategi, som flere parter jo skal ind over.
Mere generelt fortæller hun dog:
"Vi vil være meget optaget af, at det man beslutter, så også bliver ført ud i livet."
Du kan dog snuse lidt mere til den i øvrigt ivrige FCK-fan's, syn på digitalisering fra en dugfrisk klumme.
Den kan du læse her og bærer titlen: "Den Nødvendige Digitalisering".
Sparekrav over hovedet
Digitaliseringsstyrelsen er underlagt en sparekrav fra dag et, hvor man sammen med Moderniseringsstyrelsen over to år skal finde 100 millioner kroner.
Derfor kan styrelse skrumpe ind, forklarer Charlotte Munter.
"Det kommer formentlig også til betyde, at man skal reducere medarbejderantallet over nogle år," siger hun.