I dag er det præcis 10 år siden, at Windows XP kom på gaden. Det var den 25. oktober 2001, og det var en helt anden tid i it-verdenen.
Det var dengang, da de fleste computere stadig stod på eller under skrivebordet, og der hverken fandtes smartphones eller brugbare tavlecomputere.
For 10 år siden var 80 procent af alle solgte computere desktop-modeller, og 20 procent var bærbare. I dag er tallet henholdsvis 40 og 60 procent.
Meget er sket på de 10 år, men Windows XP har holdt sig i spidsen som det mest populære pc-operativsystem helt frem til oktober 2011. Først nu har Windows 7 overhalet det gamle XP med et mulehår. Ifølge de seneste tal fra StatCounter ligger Windows 7 på 40,39 procent, mens XP er faldet tilbage til 38,56 procent.
Ifølge Microsoft er der solgt 450 millioner Windows 7-licenser siden lanceringen i 2009. Det skulle også forbedre sikkerheden på nettet - ifølge en undersøgelse fra antivirus-firmaet Avast rammer 74 procent af alle rootkit-inficeringer Windows XP, mens kun 12 procent rammer Windows 7.
Selv blandt de mest spilglade pc-brugere - som typisk er dem, der hyppigt udskifter deres hardware - er der stadig mange, som kører med Windows XP. Tal fra den populære onlinetjeneste Steam viser, at 20 procent stadig kører med Windows XP. Her er der ellers god grund til at skifte til Windows 7, der understøtter DirectX-11-grafik.
Spring ikke over
Den oprindelige plan var, at supporten til Windows XP skulle slutte efter fem år eller to år efter frigivelsen af efterfølgeren til XP. Men sådan skulle det ikke gå. I stedet for en efterfølger fik vi først Service Pack 2, som foruden rettelser og opdateringer også indeholdt mange nye funktioner som en forbedret firewall og et sikkerhedscenter.
Med flere års forsinkelse kom så Windows Vista, der blev et flop. I dag har Vista stort set den samme udbredelse som Linux og Mac OS X. Mange ventede med at skifte.
Microsoft har været nødt til at forlænge supporten til Windows XP, som nu gælder helt frem til den 8. april 2014. På denne dag slutter stort set hele supporten til de forskellige XP-versioner, og sikkerhedshuller bliver heller ikke lukket mere. Der er dog fortsat adgang til artiklerne i Microsofts Knowledge Base. Salget af Windows XP sluttede sidste år.
For Windows Vista gælder, at mainstream-supporten slutter den 10. april 2012, mens Windows 7 bliver supporteret frem til den 13. januar 2015. Desuden er der den såkaldte extended support, hvor man kan betale for at få hjælp.
For nylig kom en rapport fra Gartner, som advarer mod at holde fast i XP og springe Windows 7 over for at gå direkte til Windows 8. Gartner mener, at virksomheder risikerer at havne i en support-kløft, hvor man ikke kan nå at få alle sine systemer over på Windows 8, inden supporten til XP stopper.