Muligheden for at få erstatning for museskader blev endnu mindre, da en dansk forskergruppe onsdag offentliggjorde sine seneste forskningsresultater i det amerikanske tidsskrift Journal of the American Medical Association.
Forskergruppen har afsluttet en del af det arbejde, som Arbejdsskadestyrelsen og ankeinstansen, Den Sociale Ankestyrelse, vil bruge til at bedømme, om museskader kan betegnes som arbejdsskader herhjemme.
Resultaterne er baseret på en undersøgelse af 5000 medlemmer af Teknisk Landsforbund og har foreløbig koncentreret sig om én type museskade, Carpal Tunnel Syndrome.
Disse skader er ikke farlige og går hurtigt over, viser undersøgelsen.
- Det er for tidligt helt at afvise, at computermus kan give skader, understreger overlæge Johan Hviid Andersen, Herning Centralsygehus, der har stået i spidsen for undersøgelsen.
Farvel til millionerstatning
I USA raser debatten om museskader endnu mere end herhjemme, og offentliggørelsen af artiklen i tidsskrift fik omgående de store amerikanske tv-stationer og aviser til at kontakte Johan Hviid Andersen.
- Artiklen var godt nyt for nogen, og mindre godt nyt for andre, bemærker han.
Hvis ikke museskader kan anerkendes som arbejdsskader, må flere amerikanere vinke farvel til forhåbningerne om millionerstatninger fra deres arbejdsgivere.
Johan Hviid Andersen anbefaler under alle omstændigheder meget intensive computer-brugere, der arbejder ved skærmen i mindst 20-25 timer om ugen, om at passe på sig selv ved blandt andet at holde mange små pauser i løbet af arbejdsdagen.
Den endelig forskningsrapport, der afdækker konsekvensen af andre typer museskader, venter overlægen at have klar til oktober.
Relevant link: