Juraklumme: Har du ophavsret til din software uden at vide det?

Ophavsmanden

Det er et grundlæggende princip indenfor ophavsretten, at retten til et såkaldt værk tilkommer »den, som frembringer« værket, jf. ophavsretslovens § 1, stk. 1. Dette gælder tillige for edb-programmer, jf. § 1, stk. 3.

Såfremt programmet er »frembragt af en arbejdstager under udførelsen af dennes arbejde eller efter arbejdsgiverens anvisninger« giver dette dog som udgangspunkt ikke anledning til problemer, idet ophavsretten dermed tilkommer arbejdsgiveren, jf. ophavsretslovens § 59.

Hvis en virksomhed henvender sig til en selvstændigt virkende konsulent for at få udarbejdet et edb-program, vil det klassiske udgangspunkt være, at konsulenten er frembringeren i henhold til lovens § 1. Har konsulenten specialudviklet et edb-program, og er der ikke indgået nærmere aftale om rettighedsfordelingen, vil aftalen således ifølge professor, dr.jur. Mads Bryde Andersen, jf. »IT-Retten«, 2. udg., p. 394, alene overføre de rettigheder til kunden, der er nødvendige for at tilgodese det overordnede formål med denne aftale. En ny dom fra Sø- og Handelsretten af 21. august 2007 synes dog at modificere - eller i hvert tilfælde at præcisere - dette udgangspunkt.

Fællesværker

Inden Sø- og Handelsrettens dom behandles nærmere, skal det nævnes, at karakteren af frembringelsesprocessen i sig selv kan medføre, at der mellem den selvstændige konsulent og kunden er opstået et ophavsretligt sameje. Således fremgår det af ophavsretslovens § 6, at såfremt et værk har to eller flere ophavsmænd, uden at de enkeltes bidrag kan udskilles som selvstændige værker, »har de ophavsret til værket i fællesskab«.

Som medophavsmand i henhold til § 6 betragtes almindeligvis personer, »der har ydet en selvstændig skabende indsats«. Hvor parterne ikke kontraktuelt har reguleret forholdet omkring ejerskabet til ophavsretten, er det således afgørende, hvorvidt kunden alene fremkommer med en overordnet behovsbeskrivelse, eller om der direkte er udøvet en såkaldt skabende indsats fra kundens side. Denne afgrænsning var genstand for en nærmere behandling i MediBOX-sagen.


MediBOX-sagen

Sø- og Handelsrettens dom af 21. august 2007 i MediBOX-sagen omhandlede ophavsretten til programmet MediBOX. Initiativet til programmet kom i sin tid fra Fonden for Tidsskrift for Praktisk Lægegerning, der med henblik på salg ønskede at få udviklet et program på CD-rom indeholdende artikelsamlinger mv. Programmet blev udviklet kontinuerligt over en længere årrække gennem et samarbejde mellem Fonden og Poss Design. Fonden beskrev sine ændringsønsker, herunder vedrørende funktionalitet, til programmet, som derefter blev udviklet af Poss Design efter regning. Der forelå ingen skriftlige aftale parterne imellem.

Poss Design påstod flere år efter, at første version af programmet var blevet udviklet, at Fonden skulle betale en licensafgift i forbindelse med salg at programmet: Det blev således gjort gældende, at Poss Design som udvikler af programmet var eneste ophavsmand, og at Poss Design derfor var berettiget til at opkræve en sådan licensafgift. Fonden for Tidsskrift for Praktisk Lægegerning påstod frifindelse.

Sø- og Handelsretten konkluderede efter sagens procedure, at retten til programmet måtte tilkomme parterne i fællesskab, idet retten herved lagde særlig vægt på, »at programmet er blevet til som følge af parternes fælles indsats, som blev fortsat og udbygget i forbindelse med nye versioner...«. Om videreudviklingen udtalte retten, at dette »skete ved, at [et medlem af Fondens edb-gruppe] leverede en række yderligere artikler og overgav Poss et »graviditetshjul« og en formel til beregning af BMI. Endvidere angav Fonden nogle funktioner, programmet skulle rumme, og Poss programmerede herefter disse og sørgede for det grafiske design.«

Retten anså altså Fondens løbende og mere beskrivende bidrag for at udgøre en tilstrækkeligt selvstændigt skabende proces, således at Fonden tillige var ophavsmand. Herefter var Poss Design ikke berettiget til at kræve licensafgift af Fonden.

Konsekvenser

Afgørelsen er udtryk for en konkret vurdering af parternes fælles indsats, men dommens begrundelse og resultat synes at føre til, at der meget let kan opstå en fælles ophavsret til programmel, som er specialudviklet til en kunde efter kundens kravspecifikation. Jo mere specifik kravspecifikationen er, jo bedre argumenter har kunden i forhold til, at der består en fælles ophavsret til det udviklede programmel.

Det er under alle omstændigheder vigtigt, at der ved en kontrakt om specialudvikling af software bliver taget udtrykkeligt stilling til, hvem der har ophavsret til produktet. Dette bl.a. for at undgå at skulle gennem en tids- og omkostningskrævende tvist - men særligt fordi det kan have store økonomiske og praktiske konsekvenser for en part, såfremt man pludseligt må indse, at man deler ophavsretten som følge af, at der er opstået et ophavsretligt fælleseje. Et sådant fælleseje forudsætter, at der som udgangspunkt skal være enighed om, hvorledes den fælles ret skal udnyttes, herunder i forbindelse med yderligere salg/licens, videreudvikling mv. Det er en overraskelse, som de fleste gerne vil være foruden, hvis man da selv tror, at man er eneejer!