Det er nu 20 år siden, at finske Linus Torvalds startede udviklingen af sit operativsystem, der dengang blot var et hobbyprojekt.
Grundstenen blev lagt i 1991, da han skrev en terminal-emulator til at oprette forbindelse til universitetets Unix-servere.
Men så indså Torvalds pludselig, at han faktisk havde skrevet et operativsystem.
"Jeg er ved at lave et frit operativsystem - bare som en hobby - det vil ikke blive stort og professionelt," skrev han den 25. august 1991 om projektet på Usenet.
Siden da er årene gået. I sommer kom Linux-kernen op i version 3. Tingene er blevet enklere, og Linux har for længst fået en grafisk brugerflade. Nu er det ikke længere nødvendigt at skrive ting som 'make menuconfig', 'make dep; make clean', 'make bzImage'.
Men Linux' store år er endnu ikke kommet. Udviklingsportalen W3CSchools viser, at markedsandelen stiger, men ikke særlig hurtigt.
Fra fem procent i januar i år er operativsystemet per juni oppe på 5,2 procent. Det er Microsofts Windows, som stadig dominerer med næsten 80 procent af markedet. Mac OS X har 8,1 procent.
Krig med Microsoft
Der har været en slags krig mellem Microsoft og Linux-miljøet. Microsofts øverste række har tilsvinet Linux, blandt andet omtalte Steve Ballmer i 2001 Linux som en kræftsygdom.
Linux-miljøet har på sin side også svinet Microsoft til, især sikkerhedsproblemer og den legendariske 'Blue Screen of Death' er der blevet gjort grin med.
Men Microsoft har igennem de senere år skiftet taktik. Nu søger virksomheden i større grad hen mod open source-projekter. Blandt andet oprettede Microsoft i 2009 sin egen portal for open source-software, kaldet Codeplex.
Og for en måneds tid siden kom det frem, at en Microsoft-ansat er største bidrager til Linux-kernen.
Microsoft har endda sendt denne video-fredspibe og lykønskning med fødselsdagen til Linux-folket.
Læs også: I år fejres 20 år med Linux