Sådan kan en NAS-server sikre din families data
Tidligere blev routeren ofte kaldt "hjemmets digitale knudepunkt".
Det er den for så vidt stadig, men fil- og mediedeling og backup af hjemmets computere er et kedsomhedsfremkaldende arbejde uden et centralt lager til familiens data. Data, der typisk er spredt på tværs af mange computere og øvrige digitale enheder.
NAS-enheder, hvor NAS står for Network Attached Storage, er i sin helt basale form en harddisk med indbygget netværkskort og processor.
NAS-enhederne har snedigt stjålet en vis portion af rampelyset fra routeren og betragtes af stadigt flere familier som hjemmets digitale midtpunkt. Men hvordan kan en NAS helt konkret hjælpe med at sikre din families data?
Nu ligger det lidt i kortene, at det relativt brede spørgsmål godt kunne afføde en snørklet ph.d.-afhandling, men frem for at kede dig med en videnskabelig disputats skærer vi ind til benet og fokuserer udelukkende på det vigtigste.
Samlingspunktet
I en typisk moderne familie er det ikke utænkeligt, at op imod tre eller fire computere knokler løs på netværket og hver især løbende bliver proppet med filer, der repræsenterer værdi på den ene eller anden måde.
Må den bærbares harddisk eksempelvis lade livet, betyder det et kedeligt farvel til feriebilleder, skoleopgaver og gemte spil.
At foretage backup af data på hver enkelt maskine er en meget utaknemmelig og upraktisk opgave, hvilket også er årsagen til, at mange har investeret i en NAS, der kan opfattes som en gigantisk harddisk med en "hjerne".
NAS-drevet fås i varianter, der tilbyder datasikkerhed, så en enkelt eller flere harddiske kan udstøde en dødsrallen, uden at dine data lider overlast (læs her hvordan). Du udskifter blot den defekte disk.
Hvis du har brug for det, kan du også kryptere data på din NAS, hvilket gøres inde fra drevets administrationsmodul, når du konfigurerer den første gang.
Også til Mac
Normalt leveres backup-software sammen med din NAS-server; producenten Qnap inkluderer eksempelvis programmet Netback Replicator, mens Synology medleverer programmet Data Replicator. Med disse gratis programmer er det en relativt smal sag at foretage eksempelvis daglige, ugentlige eller månedlige sikkerhedskopier af data på hjemmets computere.
Hvis du bruger Mac, skal du kigge efter Apple Time Machine-understøttelse, som er understøttet af de NAS-servere, vi omtaler her.
Hvis hytten brænder
"Nå ja", tænker du måske, "Det er alt sammen meget smart, men hvad gør jeg, hvis huset futter af, eller hvis en indbrudstyv løber med min NAS-server?"
Der findes flere løsninger, men de er ikke alle gratis. Du har brug for et såkaldt cloud-baseret lager til dine vigtigste filer, som NAS-serveren så automatisk kan synkronisere udvalgte mapper med via internettet.
Du lejer altså lagerplads på en udbyders server. Hvis du eksempelvis har anskaffet en NAS-server fra Qnap, kan du benytte tjenesterne ElephantDrive og Amazon S3 (Simple Storage Service), som NAS-serveren kan samarbejde med på smukkeste vis. NAS-servere fra Synology understøtter ligeledes Amazon S3.
Budget-backup
Et billigere, men væsentligt mindre bekvemt alternativ til vores cloud-løsning er at foretage manuel backup af væsentlige data og eksempelvis brænde dine data ud på dvd- eller Blu-ray-medier alt efter behov. Det kræver naturligvis en kompatibel brænder og brændbare medier.
Medmindre du har en brandsikker boks af bedste kvalitet, vil vi anbefale at arkivere medierne et andet sted end i hjemmet. Du kan naturligvis også benytte en USB-harddisk i stedet for brændbare medier.
Til det begrænsede behov kan løsninger som disse godt gå an, men det bliver hurtigt et meget omfattende arbejde, hvis familiens NAS-server er stopfordret med data.
Gratis sky-lager
Et alternativ til ovennævnte, der også kræver en vis portion manuelt arbejde, går ud på manuelt at sikkerhedskopiere data på NAS-serveren - via en klient-pc på netværket - til et gratis online-lager såsom Windows Live SkyDrive og ADrive.
Der kan være begrænsninger, som gør, at tjenesterne ikke vil lade dig kopiere data direkte fra et netværksdrev til dit online-lager - heller ikke selvom biblioteker på NAS-serveren er tildelt et lokalt drevbogstav. Det kan derfor være nødvendigt først at kopiere dine feriebilleder og skoleopgaver til en lokal harddisk for dernæst at smække dem op i skyen.
En sidste mulighed er at investere i endnu en NAS og placere den på et afsides netværk. Det er en relativt stor merinvestering og sandsynligvis ikke så interessant for de fleste.
Læs også:
Test: Lille NAS du kan vokse med
Test: Det her NAS-drev virker trods strømafbrydelse