Computerworld News Service: Microsofts klage over Googles forretningsførelse i EU vil ende med, at Google indgår aftale med myndighederne, vurderer en ekspert i konkurrenceret.
Microsoft har offentliggjort at have sluttet sig til andre, langt mindre virksomheder ved at have registreret en klage hos tilsynsmyndighederne i Bruxelles.
I hvad der ifølge Microsofts juridiske chef, Brad Smith, er virksomhedens første juridiske klage over monopoltilstande, har Microsoft nu anklaget sin mangeårige konkurrent Google for et stadigt "udvidende adfærdsmønster, der har det formål at afholde enhver anden fra at skabe et konkurrencedygtigt alternativ."
Disse klager i EU blev først registret mod Google i februar 2010 af fire små virksomheder og fik Europa-Kommissionen til at lancere en bredere undersøgelse i november.
Selvom det muligvis bliver svært for kommissionen at kende Googles forretningsførelse konkurrenceforvridende, så vil risikoen for at tabe sagen samt vægten af Microsofs store erfaring med de europæiske konkurrencemyndigheder sandsynligvis overbevise Google til at forhandle med myndighederne, vurderer Hillard Sterling, der er advokat med speciale i konkurrenceret og partner hos Lewis Brisbois Bisgaard & Smith.
"Google er tilstrækkelig stor i Europa til at myndighederne vil kigge grundigt og nøje på det her, men det mest sandsynlige slutresultat bliver, at Google giver en eller anden indrømmelse," siger Sterling.
"Virksomheden vil nok indvilge i at slække på de tekniske begrænsninger og udvide Microsofts adgang til de angiveligt utilgængelige teknologier og sites."
Microsoft har hævdet, at en lang række af Googles fremgangsmåder er konkurrenceforvridende.
Google blokerer angiveligt Microsofts søgemaskine, Bing, fra at indeksere meget af Googles videosite, YouTube, og nægter at lade Windows Phone 7 få adgang til metadata fra YouTube, hvilket sætter Microsofts mobilstyresystem i en ugunstig situation i forhold til Googles egen Android og Apples iOS, forklarer Smith.
90 procent af søgemarkedet
Andre af klagerne handler om Googles søgepraksis angående indhold i bøger samt begrænsninger af annoncørers adgang til data, oplyser Microsoft.
Google kan forvente en intens undersøgelse, siger Sterling. "EU har vist sig at være en tand mere aggressiv på området end USA og dens myndigheder er mere vedholdende," siger han.
En anden faktor, som myndighederne vil overveje, og som Smith fra Microsoft bragte op i sidste uge, er Googles andel af søgemarkedet i EU. Ifølge comScores statistik fra 2010 sidder Google på 90 procent af det europæiske søgemarked, mens Smith torsdag sagde 95 procent. Det betyder, at Google har meget at tabe i sagen.
"Det alene bør få Google til forhandlingsbordet," siger Sterling.
"Det er sandsynligt, at Google vil acceptere nogle begrænsninger; måske endda med en vis ivrighed så længe Googles dominerende position i markedet forbliver intakt."
Oversat af Thomas Bøndergaard