Læs også:
Symbian taber OS-førstepladsen - her er vinderen
Guide: Bliv effektiv med tablet-pc'er og smartphones
Sådan fungerer Windows Phone 7 for Dong Energy
Ifølge en ny IDC-undersøgelse vil Nokias Symbian-styresystemet i løbet af 2011 blive væltet af tronen som verdens mest anvendte smartphone-styresystem.
Mens det ikke er overraskende, at førstepladsen indtages af Googles Android, er det opsigtsvækkende, at Microssofts Windows Phone 7 står til at blive den næstmest populære platform om bare få år.
IDC venter, at Windows Phone 7 vil nå helt op på en markedsandel på 20,9 procent i 2015.
"Den primære grund er Nokia," siger Anders Elbak med henvisning til finnernes beslutning om, at Symbian-platformen skal skubbes ud på et sidespor, mens der i stedet skal satses på Windows Phone 7.
Danskerne er stadig til Nokia
Anders Elbak fortæller, at IDC i slutningen af 2010 spurgte et repræsentativt udsnit af danskerne, hvilke mobil-mærker de foretrækker.
"Der er stadig 40 procent i Danmark, der foretrækker Nokia. Det giver naturligvis ikke 20 procent på verdensplan (til Windows Phone 7, red.), men fortæller alligevel noget om efterspørgslen," forklarer Anders Elbak.
Ifølge IDC-analytikeren svarede 20-25 procent i den samme undersøgelse, at de foretrak Apple som producent. HTC lå på tredjepladsen.
"Der er mange, der er ligeglade med operativsystemet. Det skal bare fungere, og så er det sådan set vigtigere, at der står Nokia end et eller andet andet på dingenoten," siger Anders Elbak.
Windows Phone 7 har muligheder
Han tilføjer, at en del af forklaringen på Windows Phone 7's lyse fremtid selvfølgelig også er, at platformen i sig selv er fornuftig.
"Vi tror, at Windows Phone 7 som sådan vil komme godt med, når Microsoft for alvor sætter tryk på udviklingen. Det har de ikke rigtig gjort endnu," siger Anders Elbak og nævner som et eksempel, at applikations-markedet ikke rigtig er oppe i gear endnu på Windows Phone 7.
Han mener også, at Windows Phone 7 har nogle unikke muligheder i form af integrationen til Microsofts andre produkter.
På privat-fronten gælder det eksempelvis Xbox Live og Zune-platformen, mens det blandt de professionelle brugere er Office og SharePoint, der vil give Windows Phone 7 medvind.
Kræver bred opbakning
Samtidig peger IDC-analytikeren dog også på, at Windows Phone 7's fremtidige succes er afhængig af, at det forbliver en platform, som andre end Nokia kan anvende i fuld udstrækning.
"Hvis HTC og Samsung siger, at de ikke længere gider at have noget med Windows at gøre, så tror jeg ikke, at Microsoft når op på den position."
Sådan kommer fremtidens smartphone-marked til at se ud:
Læs også:
Symbian taber OS-førstepladsen - her er vinderen