Ganske som ventet er Microsoft nu klar til at sende de helt færdige versioner af Service Pack 1 til Windows 7 og Windows Server 2008 R2 afsted.
I et blogindlæg skriver Michael Kleef, Senior Technical Product Manager hos Microsoft, at SP1 vil ramme Windows-brugerne den 22. februar.
Det er primært opdateringen til Server 2008 R2, der indeholder større features, mens SP1 til Windows 7 ikke indeholder de store nyheder andet end en række mindre opdateringer.
"To nye features i Windows Server SP1, Dynamic Memory og RemoteFX, giver mulighed for sofistikeret desktop-virtualisering," skriver Michael Kleef blandt andet.
Bedre virtuelle desktoppe
Som Computerworld tidligere har beskrevet, så er RemoteFX er en teknologi til bedre grafisk ydelse på virtuelle desktoppe.
Virtuelle desktoppe er typisk begrænset af, at de tungere applikationer og mere krævende multimedie-afviklinger halter noget.
Med RemoteFX hævder Microsoft, at det bliver lettere at afvikle den tunge grafik fra hostens side, og dermed får slutbrugeren mulighed for at afspille eksempelvis HD-video eller en applikation som AutoCad til 3D-design, selvom der er tale om en virtuel desktop, hvor brugerens egen "maskine" ikke har den nødvendige hardware.
Ifølge Microsoft er Windows Server 2008 R2 og Windows 7 SP1 Release to Manufacturing allerede frigivet.
Den 16. februar vil begge opdateringer være tilfgængelige via Windows Volume Licensing program, Microsoft Developer Network (MSDN) og TechNet. Og endelig ryger SP1 afsted via Windows Update den 22. februar.