I de kommende år vil der komme en ny generation af unge ind på arbejdsmarkedet, der er vokset op med de digitale muligheder.
Derfor vil de også betyde helt nye vilkår for, hvordan danske virksomheder skal skabe sikkerhed, der passer til de unge.
Det kan du læse meget mere om her: Generationen der vil ændre din it-sikkerhed
Computerworld har snakket med tre unge, der her fortæller om deres brug af it, og forventninger til kommende arbejdspladser.
Steffen Alexander Christensen.
18 år, går i 3.g på Handelsgymnasiet IBC i Kolding.
Hvad bruger du din computer og mobiltelefon til i dagligdagen?
Jeg bruger min computer til at kommunikere med omverdenen og skolearbejde. Det er utroligt nemt at skrive sammen med ens venner, som måske sidder på Sjælland, og så er det gratis.
Jeg bruger hellere min computer end min mobiltelefon til kommunikation, da det både er billigere og nemmere. I skolen bruger jeg den til opgaver samt informationssøgning.
Hvad vil det betyde for dig at have adgang til ny teknologi på din kommende arbejdsplads?
Hvis der for eksempel er tale om nye programmer, som er meget relevante for ens arbejdsopgaver, vil det da klart gøre hverdagen nemmere. At sidde med den nyeste teknologi kan være med til at gøre arbejdet sjovere/nemmere og derved skabe et bedre arbejdsmiljø for de ansatte.
Ville du kunne finde på at fravælge en virksomhed, hvis de for eksempel forbyder deres medarbejdere brug af sociale medier i arbejdstiden?
Det kommer an på flere ting: Er der mange arbejdspladser at vælge imellem, vil det da klart have en indflydelse, men hvis tingene er som nu, hvor det kan være svært at få arbejde, vil det ikke betyde noget.
Min personlige holdning er, at hvis den ansatte har styr på sine opgaver og ikke er bagud, så er sociale medier intet problem. Er den ansatte bagud, så skal vedkommende selvfølgelig ikke sidde at chatte.
Sociale medier giver et pusterum
Rasmus Mathias Juul Jakobsen.
18 år, går i 3.g på den internationale linje på Kolding Gymnasium.
Hvad bruger du din computer og mobiltelefon til i dagligdagen?
Jeg bruger min computer til sociale medier, instant messaging, for eksempel MSN og Skype, tjekke opgaver, lektier og lignende fra gymnasiet, se film, høre musik, skrive opgaver og forretning. Ikke mindst bruger jeg den også til at spille computerspil på.
Min mobiltelefon bliver brugt til sms og opkald, erstatning for ur, se skemaet for gymnasiet, høre musik og se film - og generelt tidsfordriv som spil, hvis jeg er på farten. Jeg bruger den også mere og mere til MSN, facebook og lignende.
Hvad vil det betyde for dig at have adgang til ny teknologi på din kommende arbejdsplads?
Det vil ikke være en dødsdom, hvis det ikke konstant er "state of the art" teknologi, men jeg forventer som minimum, at det er nyere, end det jeg privat har råd til og brug for. Bare fordi der kommer en ny og hurtigere processor, behøver min pc ikke blive opgraderet, men er der gået tre-fem år, og der er udgivet tre-fem nye processorer, som alle er hurtigere og bedre end den nuværende, forventer jeg investering i opgradering af udstyr.
Ville du kunne finde på at fravælge en virksomhed, hvis de for eksempel forbyder deres medarbejdere brug af sociale medier i arbejdstiden?
Ja, det vil jeg godt kunne finde på, hvis jeg har andre jobmuligheder. Der kan argumenteres for begge sider af sagen, men generelt finder jeg det selv nemmere at arbejde, hvis jeg har mulighed for lige at lade mine tanker svæve en gang imellem, lige tjekke hvad der sker omkring mig, og være i kontakt med folk.
Teknologi designet til brugeren
Christopher Aleksander Orloff Bech.
21 år, går i 3.g på handelsgymnasiet IBC i Kolding.
Hvad bruger du din computer og mobiltelefon til i dagligdagen?
Min mobiltelefon (iPhone 4) bruger jeg selvfølgelig som telefon, men også som spillekonsol, til at se film på og til informationssøgning.
Min computer (en mac) bruger jeg i tre sammenhænge: Det er skolearbejde, informationssøgning og kommunikation, f.eks. Skype, Facebook og mail og sidst underholdning. Da jeg ikke ejer et tv, ser jeg meget tv fra dr.dk/nu og Tv2.sputnink og yousee.tv. Jeg ser også film på min computer.
Hvad vil det betyde for dig at have adgang til ny teknologi på din kommende arbejdsplads?
Det betyder meget. Teknologi, der er veldesignet til brugerne, kan effektivisere enormt meget. Jeg går i høj grad op i brugervenlighed, og derfor betyder det noget, at en virksomhed kan bruge teknologi og bruge den rigtigt.
Om det er ny teknologi eller af lidt ældre dato, vil ikke betyde så meget. Det skal bare være godt integreret i arbejdsgangene, og det skal ikke påvirke arbejdet negativt. Alle kender vel irritationen ved at vente på en computer, der starter et program op, som en anden kan på nul komma fem.
Ville du kunne finde på at fravælge en virksomhed, hvis de for eksempel forbyder deres medarbejdere at bruge sociale medier i arbejdstiden?
Nej det tror jeg ikke. På min nuværende arbejdsplads er der en blokering på f.eks. Facebook, Twitter, Myspace og diverse andre sider. Men da jeg kan finde det hele gennem min telefon, er det ikke et problem. Jeg tror, det er meget sundt, at en virksomhed ikke lader sine medarbejdere have adgang til det. Jeg tror også, at det ville være smart, hvis gymnasier og folkeskoler blokerede disse hjemmesider.
Dog vil jeg ikke sige mig fra, at have benyttet min telefon i arbejdstiden til at være på Facebook og lignende, eller at have siddet på Facebook i skolen. Med hensyn til sidstnævnte ville det dog være meget mindre hvis jeg skulle bruge telefonen i stedet for computeren.