Browser-krigen mellem Microsoft, der producerer Internet Explorer (IE), og Mozilla, der står bag Firefox, har taget en ny drejning.
Microsoft har næsten haft monopol på at indtage førstepladsen som den mest foretrukne browser, men det ser nu ud til at have ændret sig - i hvert fald i Europa.
Microsoft er nemlig blevet forvist fra førstepladsen af Firefox, hvis man ser på statcounter.coms statistik.
StatCounter har indsamlet browser-data fra mere end tre millioner websider med over 15 milliarder sidevisninger.
Det er Googles skyld
I december 2010 står Firefox til en markedsandel på 38,1 procent, mens Microsoft anvendes af 37,5 procent af europæerne.
Paradoksalt nok skyldes Firefox nyvundne position et helt andet firma. Det er nemlig Googles browser, Chrome, der har tiltrukket Internet Explorer-brugerne.
Firefox markedsandel har været nogenlunde stabil gennem hele 2010, men Google har bevæget sig fra fem til 15 procent, og den fremgang skyldes primært, at IE-brugerne er skiftet til Chrome.
På verdensplan er tendensen den samme. Chrome er på vej frem mens IE er på vej tilbage.
Microsoft har dog stadig langt den største andel globalt på næsten 47 procent. Firefox har 30 procent, mens Chrome har tilkæmpet sig gunsten fra 15 procent af brugerne.
Danmark er anderledes
Inden for grænserne af vores lille snedækkede land er situationen en helt anden.
Internet Explorer er, ifølge statcounter.com, danskernes foretrukne browser med en markedsandel på næsten 55 procent.
Firefox sidder på godt 20 procent og Google Chrome på 15 procent af det danske marked.