Læs også: Microsoft Danmark på vej i retten med Skat.
På trods af, at det er gået tilbage for både omsætning, indtjening, egenkapital og overskudsgrad, så betragter Microsoft årets resultat som "tilfredsstillende".
"Faktisk ser vi ikke faldet i omsætningen som særlig dramatisk. Andre i branchen er langt hårdere ramt, end vi er. Det er også værd at bemærke, at en større del af omsætningen stammer fra services som vores konsulentforretning. Og konsulentforretningen har en lavere indtjeningsmargen end software har," siger hun og tilføjer:
"Relativt til markedet er resultatet tilfredsstillende, og vores løsninger er billigere end konkurrenternes. For eksempel er vores SQL-database billigere end Oracles tilsvarende," siger Lise Skaarup Mortensen.
En væsentlig del af omsætningen henter Microsoft gennem de omkring 3.500 danske partnere.
Smitter af
De har ikke alle haft et specielt godt år, og det smitter også af på softwareproducentens forretning.
"Vores 3.500 partnere er frontløberne for os og supervigtige både som salgsmuskel og som feed back fra markedet. Vi er 450 ansatte her i Hellerup og dybt afhængig af det partnernetværk," siger Lise Skaarup Mortensen.
Virksomhedens 'finansielle indtægter' er mere end halveret fra 25 til 11 millioner kroner.
Det hænger sammen med, at Microsoft på verdensplan har en kæmpe 'cash pool', som den placerer i forskellige lande alt efter, hvor det er mest fordelagtigt at have pengene stående.
"Der er tale om et vældig komplekst system, og det er altså i øjeblikket bedre at have pengene stående i andre lande end Danmark, hvilket giver os færre renteindtægter," forklarer finansdirektøren.
Godt men ikke så godt
Uanset hvordan man vender og drejer Microsofts regnskab, så er resultatet før skat gået tilbage med 23 millioner kroner.
"Ja, det kan vi jo ikke tale os fra, men vi forventer en mere positiv udvikling i indeværende regnskabsår. Ikke i samme størrelsesorden som fra 2005-2006 eller 2006-2007, men dog en positiv udvikling," siger Lise Skaarup Mortensen.
Da snakken falder på konkurrenceforholdene, er den første konkurrent, finansdirektøren nævner, ikke en anden producent af software, men derimod søgegiganten Google.
"Google har totalt vundet markedet for online annoncer. Vi deltager også i det marked med vores Live og MSN-portal. Men Google er meget meget stor, og vi skal have kigget på, hvordan vi ruster os til at slå dem bedre," siger Lise Skaarup Mortensen.
Når det gælder markedet for de helt store virksomheder også kendt som enterprise-markedet, så er det i al væsentlighed WMware og Oracle, som Microsoft konkurrerer imod herhjemme.
"Ja, det er især dem, vi gerne vil ud og tage markedsandele fra," lyder det.
Årets hit er Win 7
En af de væsentligste begivenheder i året, der er gået, er uden diskussion lanceringen af styresystemet Windows 7.
"Lanceringen af Windows 7 har haft stor betydning for resultatet. Det er det operativsystem, der har solgt flest licenser nogensinde. Og det er på baggrund af sådan nogle succeser, at vi kan tillade os hele tiden at investere, og at vi er knap så følsomme overfor finanskrisen," siger Lise Skaarup Mortensen.
Herhjemme har Microsoft omkring 3.500 partnere og hver gang Microsoft tjener én krone, tjener partnerne ifølge Microsoft syv kroner.
Selskabet har netop kåret Årets Partner, og det var ikke den bedst sælgende.
"Vi har netop kåret ProActive som årets Microsoft Partner. De har forstået at få det optimale ud af den her cloud-teknologi og virkelig forstået at sælge værdi for kunden på cloud," siger Lise Skaarup Mortensen.
Hele overskuddet på 111 millioner kroner bliver kastet til egenkapitalen, og der bliver som sådan ikke udbetalt en krone i udbytte i år.