Se Computerworlds store lønstatistik for den danske it-branche 2010.
En del af de danske it-job vil i de kommende år være truet. På den ene front er der cloud computing, der vil få mange virksomheder til at vælge at få leveret mere af deres it som en service.
Klaus Kvorning Hansen, formand for Dansk IT, har set på grupperingerne i Computerworlds lønstatistik og giver her et bud på, hvem der er mest udsat.
"Grupperingerne er brede, og derfor vil det i alle kategorier være muligt at sikre sig, at ens job også er der i fremtiden. Men når det er sagt, er der nogle grupper, som er mere udsatte end andre," siger han.
Han peger på gruppen netværks- og driftsansvarlige og gruppen programmører og systemudviklere som de mest udsatte, fordi det er her, at truslen fra lavtlønslande og cloud er størst.
Det kan du læse mere om her.
Rutineprægede job forsvinder
"Der vil stadig være brug for specialister og dygtige innovative kræfter på disse områder, men i forhold til det mere rutineprægede, som i nogen grad karaktiserer de to områder, er der en stor udfordring," forklarer Klaus Kvorning Hansen.
Hører du derimod til grupperne af it-sikkerheds-ansvarlige, it-direktører, account managers/salgskonsulenter eller projektledere, skulle du være mere sikker.
"Disse grupper har allerede i dag en nærhed til forretningen, der gør det svært at lægge deres arbejde uden for huset. Det er til dels også gældende for it-supportere, fordi de i stor udstrækning skal være fysisk til stede," siger Klaus Kvorning Hansen.
Midt imellem ligger webudviklerne, ERP- og CRM-konsulenterne og systemkonsulenterne.
Disse grupper er både-og.
Blandet billede
Nogle af de specifikke kompetencer hos konsulenterne vil ifølge Klaus Kvorning Hansen være i fare at blive outsourcet.
"I forhold til webudviklere er det også et blandet billede. Hvis du arbejder med den mere rutineprægede og simple webudvikling, vil du ligesom programmører og systemudviklere være presset. Arbejder du derimod kreativt, for eksempel med intelligente interfaces, tror jeg helt sikkert, at det er et område, hvor du virkelig kan gøre karriere," siger han.
Generelt tror han dog stadig, at der er gode odds for danske it-folk, for trods trusler er der stadig gode muligheder for de nævnte grupper.
"Det vil også i fremtiden være muligt at få rigtig gode it-job i Danmark, men vi skal lave det, de andre ikke kan," siger Klaus Kvorning Hansen.
Læs også:
Computerworlds store lønstatistik for den danske it-branche 2010.