Computerworld News Service: Europa-Kommissionen overvejer at iværksætte endnu en undersøgelse af, om Kina giver ulovlig statsstøtte til virksomheder, der producerer trådløse modemmer.
Denne overvejelse finder sin begrundelse i en klage fra den belgiske modemproducent Option.
Option er EU's eneste producent af 3G-modemmer og indgav tidligere i år en separat klage over, at Kina angiveligt dumper modempriserne.
Det kan du læse mere om her.
Ifølge Options nye klage bliver Kinas største modemproducenter, ZTE og Huawei - som sidder på 90 procent af markedet for 3G-datakort og USB-modemmer - uretfærdigt støttet af den kinesiske stat og af statsejede banker.
Især Huawei har en låneramme, der langt overskrider, hvad der anses for at være normalt, hvilket giver producenten en urimelig fordel, mener talsmand for Option Jan Pote.
Virksomheden mener, at "salgspraksis for disse kinesiske konkurrenter er og har været ulovlig under EU's lovgivning."
Hvis en undersøgelse fra kommissionen finder Kina skyldig i ulovlig praksis, kan det føre til højere importtold, hvilket vil belaste handelsrelationerne mellem EU og Kina yderligere.
Da den første undersøgelse blev iværksat i juni, beskyldte Beijing EU for protektionisme.
På daværende tidspunkt klagede Option over, at kinesiske producenter dumpede trådløse modemmer på det europæiske marked til absurd lave priser.
Oversat af Thomas Bøndergaard